Ja, så er det nu at denne blog ifører sig sin falmede t-shirt fra Det Elektriske Barometer anno 95. Den hvor der blot står STILLE med store bogstaver henover fronten.
For historien er at jeg har fået job i DR som redaktør for dr.dk - ikke for hele sitet (gudskelov), men for områderne kultur og sociale medier.
Det er jeg naturligvis helt vildt opsat for at komme i gang med - MEN: det betyder samtidig at denne blog fremover ikke vil blive opdateret særlig meget. Om overhovedet.
Det vil vise sig.
Hvis du følger denne blog via rss, har jeg det slet ikke dårligt med at du af-følger mig. Det ville jeg selv gøre hvis jeg var dig.
Med denne underspillede status breakede statsministeren på sin Facebook-side, at han ville udskrive folketingsvalg. I dag - knap tre uger senere - skal vi vælgere så endelig placere vores kryds. Og hvis vi føler os lidt mørbankede, når vi står derinde i stemmeboksen, er det ikke svært at forstå. Aldrig nogensinde er en valgkamp blevet dækket så intensivt, på så mange kanaler og platforme, af så mange politiske journalister, kommentatorer, eksperter og iagttagere.
Det har været tre uger fyldt til kanten med påstande, argumenter, synspunkter og udlægninger. En massiv murbølge af ord, der er skyllet hen over vores hoveder, hver gang et website er blevet besøgt, en avis er blevet åbnet, en radio eller et tv er blevet tændt. Ikke underligt, hvis en og anden glæder sig til det er overstået. Til der bliver lidt mere stille igen.
Set i det overordnede bakspejl synes jeg faktisk, at de store mediehuse har leveret en fortræffelig vare. Måske lige med undtagelse af TV2s udskældte håndboldshow i Silkeborg har såvel JP/Politiken som Berlingske, DR og TV2 dækket valgkampen med grundighed og substans, med klassisk undersøgende journalistik og solid research. Credit points for det. Men det hører med, at de havde haft masser af tid til at forberede sig.
I selv samme sekund startskuddet lød for tre uger siden, flintrede hele flokken staldkådt ud over stepperne. Alt det strategiske og praktiske - fra valgsites til vagtplaner, særtillæg og sendeplaner - havde jo været planlagt og aftalt i en rum tid. Så da valgkampen omsider blev i skudt gang, blæste der et kollektivt lettelsens suk igennem nyhedsredaktionerne. Det var simpelthen måneders opsparet energi, der blev udløst.
Nettet og de sociale medier var for længst blevet spået en central rolle, så det var helt forventeligt at de store mediehuse konkurrerede livligt på webdækning og integration med Facebook. DR gik efter en tidlig førerposition med det godt tænkte cross-media tiltag "Kandidaterne". Her kombinerede man et dagligt valgmagasin på DR1 med en Facebook-side og et stort site på dr.dk, der indholdt gps-tracking af udvalgte spidskandidater, round the clock live-blogging, samt statusopdateringer fra alle kandidater.
Og så var "Kandidaterne" på dr.dk oven i købet kun en lille del af et gigantisk DR-valgsite med pallevis af nyheder, reportager, politiske analyser, daglige meningsmålinger og en bunke andre feature. Som f.eks. muligheden for at lege politisk redaktør og bakse rundt med råd og blå blok i Ask-o-Metret eller tilbuddet om at kreere sin egen valgplakat.
Sidstnævnte feature hørte måske nok til i den mere letbenede afdeling, men i det hele taget var mediernes Valgkamp 2011 ikke KUN præget af journalistisk seriøsitet, alvorlige panderynker og bistre miner (og hurra for dét). Politiken lagde f.eks. ud med at lancere "Sofavælgeren", et slags managerspil, hvor man kunne sammensætte sit eget parti med de politikere, man troede vil få flest personlige stemmer. Ekstra Bladet fulgte trop med det temmelig old-skool-agtige "Politikerdating", hvor det gik ud på at stille spørgsmål til tre usynlige politikere - og så ud fra deres svar vælge hvem man helst vil på date med. Endnu mere old-skool blev det hos MetroXpress, der havde valgt at fremstille fysiske "bil-kort" med 40 fremtrædende politikere.
Et spøjst indslag i valgkampen kom forresten slet ikke fra de etablerede medier, men fra hurtigt sammenbankede Tumblr-sites lavet af mere eller mindre anonyme satirikere. Det startede vist med larsoghelle (som endte med at blive lukket af DR), og eskalerede hastigt med perler som hvadsigerlars, meningsmaaling, valgkampsfail2011 og flere andre. En udmærket oversigt over satiren i valgkampen har redaktionen af KForum leveret i denne artikel.
Kom sociale medier så til at spille den forventede rolle? Well, der er ingen tvivl om at de store mediehuse skruede eftertrykkeligt op for Facebook-håndtaget, hvilket affødte kritik fra flere kanter. Men spørgsmålet er måske forkert stillet.
Om politikernes egen aktivitet på Facebook har flyttet nogen stemmer blandt vælgerne, er det sikkert for tidligt at udtale sig om. Men at de sociale medier fungerer glimrende som platforme for både nyhedsformidling og samfundsdebat, har både Facebook og Twitter bevist i denne valgkamp.
At vi samtidig må trækkes med tvivlsomme tiltag som f.eks. Ekstra Bladets Facebook-valg (hvor Liberal Alliance minsandten står til at blive landets tredjestørste parti) - det hører nok bare med.
Men nu må læseren have mig undskyldt. Jeg skal hen og udøve min borgerpligt og demokratiske rettighed. Resten af aftenen byder på tvs tæppedækning af valget. Men i morgen bliver her stille.
I løbet af weekenden 18.-19. juni lander en pressemeddelelse i indbakken hos en række nyhedsredaktioner verden over, blandt dem den britiske avis The Guardian.
Afsenderen er det internationale dating-site BeautifulPeople.com, og pressemeddelelsen fortæller, at sitet i maj måned blev udsat for et virusangreb, som medførte at alle og enhver uden videre kunne få adgang til det ellers så eksklusive selskab.
Normalt kan man kun blive optaget som medlem hos BeautifulPeople.com, hvis eksisterende medlemmer stemmer for det. Men nu var situationen altså dén, takket være virusangrebet, at tusindvis af personer var sluppet uden om optagelsesprøven og ind på datingsitet. Som dating-direktør Greg Hodge så charmerende formulerer det i pressemeddelelsen:
"We got suspicious when tens of thousands of new members were accepted over a six-week period, many of whom were no oil painting."
Sådanne badegæster har naturligvis ikke noget at gøre på en lukket datingklub for de lækre og smækre. Derfor måtte alle de nye medlemmer igennem en ekstra afstemningsprøve, hvorefter de 30.000 grimmeste fik et los i røven og blev smidt ud. Greg Hodge igen, med et citat til gemmebogen:
"It must be a bitter pill to swallow, but better to have had a slice of heaven than never to have tasted it at all."
Og så kunne de billedskønne oliemalerier date uforstyrret videre, alt imens BeautifulPeople.com var betænksomme nok til at oprette en krisetelefontjeneste til de sølle afviste fugleskræmsler, der lige fik smagt en bid af himmerig, men som nu skal se at komme videre i deres u-smukke liv. Virussen - iøvrigt opkaldt efter den grønne trold Shrek - er forlængst fjernet, roen er genoprettet og alt er godt.
På The Guardian synes man tydeligvis at det er en glimrende historie der med garanti vil interessere læserne, for mandag morgen 20. juni står den i avisen. Både i den trykte udgave på side 3 og på nettet under rubrikken:
Historien har nærmest eventyragtige kvaliteter. Der er gode og onde - og en udefra kommende fejl, der abrupt forrykker balancen. Men fejlen bliver rettet og alle lever lykkeligt ever after. The Guardian er dog langt fra det eneste britiske medie, der hopper med på eventyret; i The Telegraph lyder den sådan her:
Og så kværner mediemøllen ellers derudaf. I løbet af mandag formiddag bliver nyheden om de smukke, der blev invaderet af de grimme, bragt i så forskellige medier som BBC Radio 4, The Daily Mail, The Mirror, New York Daily News, Sky News, The Huffington Post, The Register, The Christian Post og mange mange flere. Den popper op på nyhedssites og blogs over hele kloden - og naturligvis også i danske medier.
Og lidt efter lidt bringer både ekstrabladet.dk, bt.dk, b.dk og (minsandten) information.dk historien . Men i mellemtiden er der sket noget nyt. Hvor det lige starter, er svært at sige. Måske i The Guardian-artiklens kommentarfelt:
eller måske på Twitter:
Som det kan ses er det faktisk læserne - og ikke journalisterne - der med den kritiske brille på begynder at sætte spørgsmålstegn ved historien. Læserne peger bl.a. på, at dating-sitets PR-bureau Golden Goose er vidt og bredt berygtet for sine mediestunts. Det er ikke længere siden end årsskiftet 2009/2010, at Golden Goose var ude med en historie om at BeautifulPeople havde smidt ca. 5000 medlemmer ud, fordi de havde ædt for meget henover julen og derfor var blevet for tykke.
Kampagnen blev kaldt for "Festive Fatties", og tonsvis af medier - heriblandt også de fine og seriøse som bl.a. BBC og Politiken - hoppede med på historien. Senere blev det afsløret som et stunt uden mindste hold i virkeligheden - og Golden Goose vandt tilmed en PR-pris for kampagnen. Dating-sitets gevinst var en frygtelig masse omtale og en pæn stak nye medlemmer.
Mandag over middag sår Graham Cluley fra internet-sikkerhedsfirmaet Sophos alvorlig tvivl om den angivelige Shrek-virus. Han har for det første aldrig hørt om den før, og for det andet undrer det ham (på den sarkastiske måde) at virussen åbenbart ikke gik efter hverken penge eller privatoplysninger.
Og denne læserkommentator hos The Guardian har et bud på hvorfor dating-sitet er nødt til at gå så aggressivt ud i offentligheden. Kort fortalt: Efter at BeautifulPeople.com for et år siden indførte betalingsprofiler, er medlemstallet dalet støt - og nu er ejerne desperate.
Mens læserne - på Twitter og i kommentarfelterne - gør åbenlyst grin med copy/paste-journalistikken (som på engelsk har det prægtige navn "churnalism") er der flere medier - også danske - der forsøger at dække sig ind ved at tilføje i deres artikler, at historien om Shrek-virussen muligvis er et mediestunt.
Hmmm, siger jeg bare. For hvad er i grunden værst?
En historie, der ukritisk er copy/pastet fra en pressemeddelelse udsendt af et berygtet PR-firma? Eller en historie, der er copy/pastet fra pressemeddelelsen - med en tilføjelse om at den måske er en PR-løgnehistorie?
Hvis dét er det dilemma, journalistikfagets udøvere ligger og roder med, er det ikke svært at forstå, at deres troværdighed i befolkningen er tæt på ikke-eksisterende. Så tænk jer dog lidt om, har man lyst til at råbe, vel vidende at der i nyhedsredaktionernes verden er deadline på nettet hver eneste sekund, research er oftest en by i Rusland, og konkurrencen om at komme først er knivskarp.
Men hvis der kan vindes priser i PR-branchen på at trække journalister rundt ved næsen, så kommer vi helt givet til at se rigtig mange andre spillere end Golden Goose. Så lad dette være en opfordring til alle netjournalister til at stoppe op, synke spyttet og overveje om historien i pressemeddelelsen næsten er for god til at være sand.
Bare for fuldstændighedens skyld: Golden Goose forsøgte sidste sommer at sælge en historie om at BeautifulPeople agtede at oprette en sædbank. Dén historie var så langt ude i hampen, at de fleste medier lod den ligge. Men der var dog nogle, der bed på - også i Danmark.
Modstræbende, fordi Lund - lige som jeg selv - faktisk har vældig stor glæde af mikroblogtjenesten i sin dagligdag. Som nyhedskilde, som informationskanal og som pegepind til links af faglig værdi. Nekrolog, fordi Twitter bare overhovedet ikke er slået an i Danmark. Kun hver 20. danske internetbruger kigger forbi i løbet af en måned. Kun ca. 28.000 danskere har oprettet en konto. Og tallene har ikke flyttet sig nævneværdigt i de sidste tre år.
Mens Facebook er vokset til en tonstung gorilla med over 2,6 mio. brugere i Danmark, er Twitter altså fortsat et fnug af en dværgabe, som kun en lille, snæver kreds herhjemme synes det er skægt at lege med. Men hvem er denne kreds egentlig? Er det - som en typisk fordom mod Twitter lyder - en blanding af kendisser, tech-typer og marketingfolk?
For at få et fingerpeg om det, har jeg kigget på de 100 danske twitterkonti med flest followers. Listen stammer fra www.overskrift.dk, der overvåger danske blogs, rss-feeds og twitterkonti, men før vi dykker ned i dén, vil jeg lige rejse et par forbeholds-flag:
Antallet af followers siger reelt intet om, hvor aktiv personen bag kontoen er på Twitter. Et godt eksempel er komikeren Frank Hvam, som har lidt over 4000 followers, men som endnu ikke har udsendt et eneste tweet.
En follower er ikke nødvendigvis en person. Det er ganske ofte en automatiseret twitterkonto - en robot - der er sat til at følge så mange tilfældige profiler som muligt.
De danske twitterkonti i top-100 har naturligvis ikke kun danske followers - bl.a. fordi flere af dem twitter på engelsk.
Listen er dynamisk. Der sker dagligt små forskydninger - af og til store. F.eks. stormede den danske fodboldspiller Christian Eriksen ind på en 43.-plads med 6600 followers fra den ene dag til den næste.
Når jeg alligevel synes det er interessant at tage et snapshot af de 100 tungeste, danske twitterkonti - vel vidende at det kun kan blive et øjebliksbillede - er det fordi antallet af followers er en let forståelig målestok, som hyppigt tages i brug, når Twitter er på tapetet og i medierne. De 100 er derfor en slags ambassadører, som i særlig grad er med til at tegne billedet af Twitter i den danske offentlighed.
Men hvem er de så?
Tja, lidt over halvdelen kan kategoriseres som kendisser, tech-typer og marketingfolk. Resten er en broget forsamling af virksomheder og medier, bloggere og Bieber-fans.
Den ene halvdel af de 100 mest fulgte twitterkonti i Danmark bekræfter altså den typiske fordom. Den anden halvdel demonstrerer at virkeligheden er mere nuanceret end som så. Du kan hente hele listen her - eller se den på www.overskrift.dk.
Et par spøjse detaljer:
Førstepladsen kommer nok bag på de færreste. Den tilfalder verdens kvindelige tennis-etter, Caroline Wozniacki, som med over 131.000 followers er i en kategori helt for sig selv. Hun har faktisk flere followers end listens nummer to, tre og fire tilsammen, hvilket blot understreger at hun reelt er den eneste A-liste celebrity i top-100. Bortset selvfølgelig fra Lars Von Trier (4500 followers), men hans konto er stendød og ikke opdateret siden 26. januar.
Og Von Triers er ikke den eneste inaktive konto på listen. Faktisk er hver tiende konto ikke opdateret de seneste 6 uger.
Anders Fogh Rasmussen, tidligere statsminister og nu generalsekretær i NATO, er nummer to med 55.000 followers. Modsat Wozniacki som har en munter, sludrende twitter-stil, er Foghs tweets korte, knastørt officielle og med karakter af udtalelser til pressen. Anders Fogh Rasmussen er iøvrigt den ene af blot tre politikere i top-100. De to øvrige er statsminister Lars Løkke Rasmussen (8500 followers) og den radikale partileder Margrethe Vestager (4300 followers).
Sjovt nok optræder der dobbelt så mange standup-komikere som politikere på listen. Udover førnævnte Frank "Tavse" Hvam, er det bl.a. Mikael Wulff, Lasse Rimmer og Jonatan Spang. Og så er der overraskende (for mig i hvert fald) mange musiknavne i top-100. Mew topper kategorien med knap 11.000 followers, skarpt forfulgt af DJ/producer Alexander Fog, The Raveonettes og Volbeat.
På falderebet: en special mention til norske Morten Brugard (14.000 followers) der som den eneste af de 100, ikke kunne presses ind i en kategori. Han fremstår simpelt hen som en helt almindelig studerende, der bare er exceptionelt glad for Twitter.
Og dem måtte der egentlig godt være nogen flere af.
Den 7. november 1994 blev den amerikanske studenterradio WXYC verdens første rigtige radiostation på internettet. Strengt taget fandtes der i forvejen eksempler på radio, som var produceret specifikt til nettet (f.eks. Internet Talk Radio), men WXYC er nu engang almindeligt anerkendt som den første radiostation, der udsendte sine direkte udsendelser via The World Wide Web.
Desværre har netradiolyttere i de snart 17 år der er gået, siden de første sprøde toner fra studenterradioens hippe musikmix klingede ud over nettet, gang på gang måttet sande, at det er og bliver en blandet - og urimeligt besværlig - fornøjelse at lytte til radio over nettet.
Jeg snakker ikke om indholdet, altså musikken, talen, jinglerne eller i det hele taget det, der kommer UD af netradioen. Lytternes årelange frustrationer har kun noget at gøre med mekanikken - altså den måde, der skal lyttes på. Enkelthed og konsistens er to centrale elementer i en god brugeroplevelse. Netradio har fra dag 1 og frem til nu været det stik modsatte.
Nu har folk der vil lytte til netradio, alle dage haft et mylder af forskellige styresystemer og browsere. Det er – set med broadcasterens øjne – en del af forklaringen på besværet. Men også selve netplayeren - det stykke software, der afspiller netradio på computeren - har sin solide andel af skylden, ikke mindst fordi der altid har eksisteret forskellige konkurrerende, proprietære produkter - RealPlayer, Windows MediaPlayer, Quicktime osv. – der ikke har kunnet afspille hinandens formater.
F.eks. benyttede DR i 1990’erne udelukkende den gratis RealPlayer, men skiftede senere til Windows MediaPlayer, hvilket naturligvis medførte, at de lyttere, der havde vænnet sig til Real-formatet bestormede institutionen med frustrerede protester. Men det betød også at DR var nødt til at omformattere tusinder af udsendelser og klip, man havde liggende i Real-formatet til det nye Windows Media-format.
De radiostationer der i dag sender på nettet, har som regel selv udviklet og designet deres netplayer. Men mangelen på standarder for, hvordan sådan en skal se ud og fungere, indebærer desværre at ikke to netplayere opfører sig ens – hvilket bidrager til den blakkede brugeroplevelse. Samtidig har alle netplayere en fundamental brist i forhold til hvordan radioapparater virker i den fysiske verden.
De mangler noget så banalt som en frekvensknap, man kan trykke på for at finde en anden radiostation. Den stakkels lytter, der ønsker at zappe fra en netradiostation til en anden, må ud i en meningsløs navigationsøvelse mellem de forskellige broadcasteres indhegnede kanaler og proprietære netplayerløsninger.
Hele denne ophobning af bruger-uvenlighed kan være en af forklaringerne på, at lytningen til netradio kun udgør en meget lille andel af den samlede radiolytning. I Storbritannien er det 2-3 %, i Danmark en smule højere, men tallet ligger år efter år helt stabilt, selv om antallet af husstande med bredbånd vokser og vokser.
Storbritannien står ligesom vi gør herhjemme overfor et skift fra analog til digital radioudsendelse. Hvornår skiftet kommer til at foregå er stadig usikkert (den britiske regering siger 2015), men alle er enige om at det vil ske inden for en overskuelig årrække. Ligesom Danmark har Storbritannien valgt DAB-formatet som afløser for FM, men briterne tror samtidig på, at fremtidens digitale radiolytning bliver en hybrid, ikke enten DAB eller internet, men både og. Derfor er hele den britiske radioindustri forståeligt nok kraftigt interesserede i, at der snart kommer lidt gang i netradiolytningen.
For et par år siden gik BBC og en række store, kommercielle britiske radioselskaber i partnerskab for at finde en vej ud af elendigheden. Deres fælles grundide var at udvikle en funktionelt simpel netplayer, der kunne rumme ALLE britiske radiokanaler. Udviklingsarbejdet har varet næsten to år, men for en god måneds tid siden - og uden de store armbevægelser – blev resultatet endelig præsenteret under det ganske uprætentiøse navn: Radioplayer.
Britiske medier har stort set været enstemmige i deres ros. Ideen er indlysende enkel - og indtil videre ser den ud til at fungere. Inden maj måned er omme, vil Radioplayer rumme ca. 300 britiske radiokanaler, som lytteren kan navigere imellem ved hjælp af en brandsmart indbygget søgemaskine. Det er desuden muligt at personalisere Radioplayer ved at tilføje op til 15 netradiokanaler som favoritter.
Alle stationer som ønsker at benytte Radioplayer kan plastre den til med eget logo, grafisk design, billeder af DJs, reklamebannere m.m., men de basale funktionaliteter (stop, start, søg og lydkontrol) kan der ikke pilles ved. Dermed kan konkurrerende radiostationer i et lokalområde stadig brande sig selv lige så heftigt som de lyster, uden at det forringer brugeroplevelsen hos lytteren.
Selv om den stadig er i indkøringsfasen – og selv om den naturligvis ikke har haft nogen målbar effekt på lytterandelen endnu – så er det ikke for tidligt at kalde Radioplayer for et meget vellykket bud på en netradioløsning anno 2011, samt en yderst interessant use-case i hvordan konkurrerende selskaber indenfor en industri kan have stor nytte af at samarbejde på et område, der er til alles bedste.
Næste skridt for udviklerne er at versionere RadioPlayer til mobile platforme og sidenhen til spilkonsoller og set top-boxe. Og så er det britiske samarbejdsprojekt iøvrigt meget åben for at eksportere Radioplayer til andre lande som måtte være interesserede i en teknologisk løsning, der ikke gør dét at lytte til radio sværere, end det i grunden behøver at være.
Der er sikkert andre end mig der har bemærket, at når tv viser et skærmbillede af en webside, så skal der ni ud af ti gange lige scrolles lidt op og ned.
"Hey se! En webside! Den kan scrolle!"
I en tv-producers verden er der nemlig uhyre få motiver, der er mere dræbende end et billede af en skærm. Og hvis det skærmbillede tilmed er fyldt med bittesmå fotos og en hulens masse tekst, som seerne alligevel ikke kan nå at læse, så er der bare ikke andet at gøre end at køre den lidt op og ned og så hastigt videre. Websider gør sig ikke på tv - de er simpelthen ikke tv-gene.
Det er måske en af forklaringerne på, at der altid har været langt mellem danske tv-programmer, hvor nettet var en integreret del af konceptet. På stående fod kan jeg kun komme i tanker om det nu nedlukkede DR-program Spam - og så naturligvis de forlængst hedengangne "Internet-for-begyndere"-serier som Surfing Suzy@ (med Suzanne Bjerrehuus) og Klikstart (med den allestedsnærværende Lars Bom).
Heldigvis er der efterhånden mange gode (primært udenlandske) eksempler på, at mainstream tv er begyndt at affinde sig med 1) at nettet findes, og at det ikke går væk igen lige med det første, og 2) at der gives andre vinkler end "nettet-er-spøjst-tidsfordriv" og "nettet-er-noget-meget-farligt-stads"
Dertil kommer - som jeg flere gange har været inde på, f.eks. her og her og her - at tv-sening anno 2011 i stigende grad er en flerskærms-aktivitet. Sociale netværk som Facebook og Twitter i kombination med tablets og smartphones har medført, at det er blevet en helt naturlig del af vi seeres brugsmønster at være online og kommunikere på livet løs samtidig med tv-seningen. Og derfor er tv-selskaber - især i USA - i fuldt sving med at bruge krudt og kræfter på at udtænke koncepter, der er skræddersyede til netop dén type adfærd.
Et af de mere radikale bud på sådan et medieklynge-koncept kommer fra det arabiske tv-selskab Al Jazeera, hvis engelsksprogede kanal netop i dag, 2. maj 2010, har premiere på "The Stream" - et 30 minutters dagligt nyhedsprogram. Eller som Derrick Ashong, den ene af de to studieværter præsenterer det: "a social media community with its own television show".
"The Stream" er et interessant tv-koncept på flere felter. For det første er seerne tiltænkt en helt central rolle. De opfordres til at byde ind med tweets, facebook-kommentarer, video-links etc., ikke bare under selve tv-programmet, men døgnet rundt på dets Twitter- og Facebook-profiler.
For det andet er "The Stream" lagt an til at være et seriøst nyheds- og aktualitetsmagasin. I de sociale netværk er der ellers ingen mangel på kulørte pophistorier og nuttede pelsdyr, men de pilotprogrammer, der er blevet streamet i den sidste uges tid, er styret sikkert udenom den slags. I stedet har "The Stream" taget fat i solide journalistiske historier om f.eks. Det Muslimske Broderskabs voksende indflydelse på nettet i Egypten, og om web-tv-showet Yokosonews' rolle som væsentlig kilde til nyheder om følgerne af jordskælvet og tsunamien i Japan. Det siger næsten sig selv, at "The Stream" har en vis overvægt af historier fra Mellemøsten, men programmet har i sit erklærede udgangspunkt et globalt perspektiv.
For det tredje markerer "The Stream" - ud fra pilotprogrammerne at dømme - et eftertrykkeligt opgør med den herskende tv-æstetik. Sjældent er så mange skærme blevet proppet ind i et så lille et tv-studie. Ned over væggene tikker tweets ind fra seerne, begge studieværter henter løbende videoer og websider frem på deres laptops (helt uden at scrolle), mens de skype-interviewer bloggere og eksperter i sociale medier fra hele kloden. Nørdet, jovist, men også intelligent, skarpt og underholdende - og dejligt uinteresseret i teknologien for dens egen skyld. "Innovativt" er absolut ikke et ord, der bør kastes i grams, men der er meget der tyder på, at det måske passer på lige præcis dette Al Jazeera-tiltag.
Det bliver spændende at følge "The Stream" når de nu går i gang med "rigtige" udsendelser. Men næsten endnu mere interessant bliver det at se, hvor meget programmets "look'n'feel" efterhånden smitter af på alle andres nyhedsudsendelser.
Fra og med i i dag sender "The Stream" på Al Jazeera English hver aften kl. 20:30-21:00. Programmet bliver desuden streamet på "The Stream"'s website.
Fredag 8. april er en af dagens nyheder fra Ritzau, at en serie af kalkmalerier fra 1500-tallet netop er blevet afdækket i Sanderum Kirke i Odense. Kalkmalerierne er usædvanlige på grund af deres overordentligt saftige billedsprog, så det giver god mening at Ritzau har produceret nyhedshistorien som et video-indslag.
De store dagblades webredaktioner tager da også fint imod historien - og viderebringer den i løbet af morgenen på følgende måder:
I alle fire tilfælde er der tale om nøjagtig det samme videoindslag af 2 minutter og 2 sekunders varighed, speaket af præcis den samme stemme. Eneste forskel mellem de fire er titelgrafikkerne og logoerne i øverste hjørne. Nåja og så at Politiken som den eneste vælger at kreditere videojournalist Line Nørgaard Thomsen fra Ritzau som producent af indslaget.
(screenshot fra jp.tv)
Og hvad så, vil nogen sikkert spørge. Der er jo intet som helst fordækt eller suspekt i at Ritzau er storleverandør af nyhedshistorier til de danske mediehuse, der abonnerer på de forskellige Ritzau-tjenester, herunder web-tv. Der er ingen der vipper med et øjenbryn over at nyhedstelegrammer fra Ritzau optræder i komplet identisk form på tværs af ellers højst forskellige mediesites. Så hvad er problemet med at fire netmedier bringer det samme video-indslag?
Før jeg svarer på det, vil jeg lige nævne en rapport om danske netmediers produktion af web-tv, som udkom forleden. Bag rapporten står lektor Rune Michelsen og Signe Rosendal Rasmussen, begge fra Center for Journalistik ved Syddansk Universitet. De har undersøgt fem danske netmediers output af web-tv igennem en uge i januar, og er nået frem til en række interessante pointer. Jeg vil kun fremhæve et par af dem - særligt interesserede kan hente hele rapporten via et link på denne side.
De fem danske netmedier i undersøgelsen er forresten de fire ovennævnte plus Ekstra Bladet (der af ukendte årsager valgte at stå over historien om kalkmalerierne).
I uge 2 i januar 2011 bringer de fem mediesites tilsammen 250 web-tv-indslag og -klip. Lidt under halvdelen - 112 indslag - stammer fra Ritzau, AP eller Reuters. Andre 57 indslag kommer fra øvrige aktører (YouTube, videoblogs og diverse indholdssamarbejder).
Resten - 81 indslag - er egenproducerede. Dem har Ekstra Bladet flest af (25), mens Berlingske (9) og Politiken (11) har færrest. Men antallet af egenproduktioner skal naturligvis ses i sammenhæng med, hvordan den enkelte web-tv-redaktion er bemandet. Her fører Ekstra Bladet og Jyllands-Posten med 4-5 medarbejdere hver, mens Politiken og Berlingske beskæftiger 2-3 medarbejdere.
Samlet set tegner der sig et billede af en række mandskabsmæssigt små web-tv-redaktioner, der producerer og versionerer på livet løs, men som alle er afhængige af de indslag, som Ritzau og de andre bureauer og kilder leverer hver morgen. Fordi - og det er hér hunden ligger begravet - det forventes, at web-tv leverer en bred full-scale dækning af alt fra politik og erhverv til sport, kultur og spøjse katte og babyer fra nettet.
Men hvem er det, der har denne forventning? Er det ledelsen i det enkelte mediehus? Er det journalisterne selv? Er det brugerne? Jeg har ikke noget svar - og det har rapporten iøvrigt heller ikke - men jeg svært ved at forstå, at ingen af de fem mediesites tør udfordre forventningen - eller måske endda gøre helt op med den.
Web-tv kunne være en fantastisk måde at profilere sig på for det enkelte mediesite. Et stærkt våben i kampen for at markere sig som uundværlig for brugerne. Og det behøvede ikke partout at kræve flere medarbejdere, men det ville være nødvendigt at droppe tankegangen om full scale nyhedsdækning på web-tv.
Som det er nu, knokler de små redaktioner så blodet springer fra neglene for hele tiden at have nye klip og indslag i playerne - og resultatet er desværre, at deres produkter bliver mere og mere ens.
Det er historien om de frække billeder i Sanderum kirke bare et enkelt eksempel på.
Da den norske statsradiofoni NRK for snart halvandet år siden viste den 7 timer og 16 minutter lange dokumentarfilm ”Bergensbanen minutt for minutt”, blev der skrevet tv-historie. Det var nemlig ikke bare den længste, men formentlig også den billigste dokumentar, der nogen sinde er blevet vist på tv. I tilgift blev der også sat nye seertals-rekorder: over 1.2 mio. nordmænd kiggede med undervejs, og de gennemsnitlige seertal på NRK2 var fem gange så høje som normalt.
Som de fleste sikkert allerede ved, er ideen bag ”Bergenbanen minutt for minutt” fuldstændig simpel: vi sætter et kamera fast foran på et tog og optager en real time-film af turen fra Bergen på den norske vestkyst til hovedstaden Oslo. Rejsen går gennem nogle af de vildeste og smukkeste landskaber i Norge, og den varer - ja, 7 timer og 16 minutter. Klippet herunder giver et udmærket indtryk:
I dagene efter sendingen blev NRK kimet ned af begejstrede norske seere, der forlangte at få hele filmen lagt ud til download. Tv-udgaven indeholdt imidlertid både musik, interviews med passagerer og arkivklip, så for at undgå bøvl om rettigheder valgte NRK at producere en helt ord- og musikløs version, udelukkende med de uredigerede optagelser fra togets frontkamera. Den blev lagt til download via BitTorrent - og forsynet med en Creative Commons-licens, der bl.a. gav brugerne lov til at redigere og remixe billederne. NRK udskrev oven i købet en konkurrence om, hvem der kunne lave det bedste, mest interessante genbrug af materialet.
Nu er historien om det særprægede norske tv-smash-hit på ingen måde ny - der er blevet skrevet om den både herhjemme og i udlandet - og dokumentarfilmen har såmænd også været vist både på danske DR2 og i den københavnske Metro. Grunden til at jeg tager den op nu, er at de færreste nok er klar over, at NRK efterfølgende har brugt Bergensbanen-konceptet som et blueprint for en lang kavalkade af lignende film. Så lang, at der nærmest er tale om en ny genre i Norge - ambient tv.
Genren er i familie med de pejse- og akvarievideoer, der blev allemandseje i forbindelse med VHS-formatets indtog i de tidlige 1980'ere. At tv kunne fungere som et baggrundsmedie - på linje med radio - var dengang noget helt nyt. Det var ikke længere nødvendigt at koncentrere sig om billederne, man kunne sagtens nøjes med at have dem flimrende i baggrunden som en slags stemningsskaber, et ekstra tapet i stuen. Til gengæld havde videoerne - hvis man kiggede på dem - en næsten hypnotisk afslappende effekt; på få minutter kunne de hensætte seeren i en meditativ trance.
Den norske udgave af ambient tv har mange af de samme kvaliteter, men en afgørende forskel er, at det helt konsekvent handler om bevægelse. Vi er i fart fra start til slut - og der optræder stort set ingen mennesker, ingen ord, ingen forklaring. Kun en jævn bevægelse gennem de landskaber og den natur, som nordmænd virkelig elsker deres land for. Og ja, det er nemt at henfalde i en trancelignende tilstand ved at se på det - og det kan udmærket lade sig gøre at have det kørende som en slags musik i baggrunden.
Efter "Bergensbanen" har NRK produceret to yderligere togfører-point-of-view-film, nemlig "Bybanen i Bergen" og "Flåmsbanen" (videoen herover). Men selv om der sikkert stadig er mange kilometer togstrækning i Norge, der endnu ikke er blevet foreviget på videofilm, skal det til nordmændenes ros siges, at de nu har flyttet konceptet i nye retninger.
Skiløb, for eksempel. Birkebeinerrennet er et klassisk langrendsløb over 54 kilometer, som afholdes årligt og som senest tiltrak 16.000 deltagere. NRK gennemløb ruten med et kamera monteret på huen og præsenterede resultatet sådan her. Og i forbindelse med VM i skiløb 2011 i Oslo, lavede NRK en hel stribe POV-videoer som illustration af de forskellige ski-discipliner.
Senest har den norske public service-station udsendt endnu en togfilm "Holmenkollbanen minutt for minutt", mens vi stadig venter på 2011's absolutte tour de force, "Hurtigruten minutt for minutt" - en dokumentarfilm, der kommer til at slå alle norske rekorder, i og med at sejlruten (der er blevet kaldt verdens smukkeste) op langs den norske vestkyst fra Bergen til Kirkenes varer 8040 minutter, dvs. omkring fem et halvt døgn. Sendingen på NRK2 begynder torsdag 16. juni kl 19:45 og varer til onsdag 22. juni kl 09:45.
Måske vil der snart være basis for en tv-kanal, der slet ikke sender andet end ambient tv? Hvis nogen rykker på dén ide, bør de afgjort sikre sig rettighederne til filmen herunder. Det er ikke NRK denne gang, men Google i samarbejde med de russiske statsbaner, som her kører med Den Transsibiriske Jernbane fra Moskva til Vladivostock live og i real time. Hele turen varer 150 timer, dvs. lidt over seks døgn. God rejse!
I internettets grønne ungdom var SixDegrees navnet på et af de allerførste sociale netværk - eller communities, som det hed dengang. Tænk at det kunne lade sig gøre at oprette en profilside på et website og derigennem skabe og vedligeholde et netværk af kontakter og venner! I 1997 var det en dramatisk ny og banebrydende tankegang.
Men også en tankegang, det var nemt at tage til sig. Medlemmerne på SixDegrees netværkede på kryds og på tværs, de knyttede ven- og bekendtskaber, udvekslede hilsner og beskeder, chattede, diskuterede, flirtede og skændtes. Kort sagt: de opførte sig præcis som medlemmer i et socialt netværk typisk gør den dag i dag.
Men så i 2000 lukkede SixDegrees. Uden varsel, uden forklaring. Fra den ene dag til den anden mistede de omkring en million medlemmer ikke alene deres samlingssted. De mistede også al deres historik og deres opsamlede data på SixDegrees. Og som det måske værste: de mistede hinanden.
Langt størstedelen af det sociale liv som medlemmerne havde levet indbyrdes fandt jo sted i SixDegrees-fællesskabet. Medlemmerne var spredt geografisk over store dele af kloden, meget få havde nogensinde mødt hinanden ”in real life”. Så sammen med lukningen forduftede også den omgangskreds, hvert enkelt medlem havde opbygget.
Det var en trist, nærmest sorgfuld oplevelse at stå foran det lukkede website uden at kunne komme ind. Jeg ved det af bitter erfaring, for jeg var selv medlem af SixDegrees i over to år. Og selv her - ti år senere - kan jeg uden anstrengelse huske hvor skuffet og svigtet jeg følte mig, da netværket pludselig ophørte med at eksistere.
Jeg havde jo investeret store mængder af tid og opmærksomhed på sitet. Jeg havde overholdt alle retningslinjer, opfyldt min del af aftalen, taget min del af slæbet. Det var derfor lodret urimeligt, at selskabet bag SixDegrees bare sådan kunne dreje nøglen om og smække et ”Lukket”-skilt på døren for næsen af mig og alle de andre medlemmer.
I maj 2001 - året efter at SixDegrees trak stikket ud - slog DR dørene op for et splinternyt dansk ungdomscommunity. Med musik, spil og satire som våben skulle SKUM tage kampen op med populære kommercielle ungdomstilbud som f.eks. Netstationen og Chili - og forsøge at vinde slaget om de unges opmærksomhed, som også dengang var en flygtig størrelse.
I dag, 31. marts 2011 kl. 12 lukker SKUM efter ti år. Det sker ikke uden varsel - lukningen har været kendt siden nytår - og heller ikke uden en slags forklaring. Den lyder, at man er på vej med DR Mama, et nyt samlet ungdomstilbud med nye tv-programmer på DR HD, en dedikeret DAB-kanal og et nyt website, der er planlagt til launch senere på året.
Alt sammen fint og godt, Men hvorfor det så samtidig indebærer, at det er nødvendigt at nedlægge SKUM – det har DR ikke helt evnet at forklare. I det mindste ikke, så de nuværende 17.000 aktive medlemmer har kunnet forstå det. Og derfor er de ikke alene blevet godt sure – de føler sig også både skuffede og svigtet.
Det gør de bl.a. fordi DR i sin rolle som gatekeeper for SKUM-fællesskabet har påtaget sig en række ansvar og forpligtelser, der er uudtalte, men underforståede. F.eks. ansvaret for at passe godt på medlemmernes personlige oplysninger, eller ansvaret for at sikre en sober tone i debatterne. Men også forpligtelsen til at holde butikken åben 24/7 – i al evighed.
Ingen bruger ved sine fulde fem engagerer sig i et socialt netværk, hvis det har en sidste salgsdato eller formuleret exit strategi. Det er tabu at sige højt, at et socialt netværk (Facebook?) kan risikere at lukke. Et netværk har en etisk og moralsk forpligtelse til at bestå, så længe der stadig er medlemmer der benytter det – i hvert fald hvis man spørger medlemmerne.
Som broadcast-virksomhed er DR ikke uvant med at træffe beslutninger, som man ved er upopulære. Masser af radio- og tv-programmer er i årenes løb blevet lukket til lytteres og seeres store fortrydelse. Det afføder undertiden rasende kampagner og underskriftindsamlinger, men dem tager man relativt roligt i DR Byen. Her er det almen viden, at lyttere og seere hader forandringer, men at de som regel hurtigt vænner sig til dem.
I tilfældet SKUM er situationen en lidt anden. Her har man at gøre med en lille gruppe på 17.000 personer, der til gengæld er 1) uhyre aktive netbrugere og bloggere og 2) en del af den 18-25-årige målgruppe, som DR frygtelig gerne vil i tættere kontakt med.
At man vælger at lukke SKUM kan der sådan set være mange fornuftige grunde til (vi har bare ikke hørt dem endnu) – men at DR ikke er klar her og nu med et stærkt, alternativt tilbud, der kan fastholde medlemmerne, virker som den måske største bommert i hele dette forløb. Nå jo, der kommer vist noget engang efter sommerferien, så I skal bare blive hængende en 4-5 måneders tid…
At en stor del af de 17.000 medlemmer, som DR i dag smider ud med badevandet, er både initiativrige og ressourcestærke, kan bl.a. ses af, at de er gået i gang med at opbygge et nyt site udenfor DRs regi. MUKS.dk (SKUM bagfra) er et forsøg på at genetablere og videreføre det sociale netværksliv, de havde sammen på SKUM. Gode kræfter fra DRs Ungdomsredaktion hjælper til med at migrere brugerprofiler, blogindlæg m.m. over på det nye site, der dog stadig fremstår som en lidt kaotisk byggeplads.
Men herfra skal der lyde et håbefuldt pøj-pøj til de kommende MUKS-brugere. Og til SKUM vil jeg bare sige hvil i fred – det er sgu velfortjent efter ti års tjeneste på internettet...
Mikkel Munch Mortensen fra SKUM-redaktionen har skrevet denne fine nekrolog.
Disclaimer: Jeg var i 2000/01 ansat i DRs ungdomsredaktion og var her med til at udvikle konceptet til SKUM. Siden 2003 har jeg ikke haft noget at gøre med sitet.
Denne historie ligger nok på yderkanten af, hvad en medieblog bør beskæftige sig med. På den anden side er den simpelthen for underholdende til at jeg kan lade den ligge.
Historiens hovedperson hedder Piers Morgan. Han er en 45-årig irsk journalist, eks-chefredaktør på britiske skandale-tabloidaviser som News Of The World og Daily Mirror, og siden januar i år afløser for pensionerede Larry King på CNN’s aftenshow, som nu hedder ”Piers Morgan Tonight”. Han har også i flere sæsoner været dommer i ”America’s Got Talent” - den amerikanske udgave af amatør/reality-showet, hvis danske version som bekendt har været sendt herhjemme på DR1.
Piers Morgan er - med andre ord - en semi-sværvægter blandt amerikanske tv-værter. Ikke helt i samme klasse som Rachel Maddow. Ikke helt så hip som Jimmy Fallon. Men afgjort på vej op af stigen.
En af årsagerne til dét er, at Morgan trives i sociale medier som en ål i mudder. På blot et par måneder har han erhvervet sig en lille halv million tilhængere på Twitter, som han forlyster med et sted mellem 10 og 20 tweets om dagen. Og som i parentes bemærket ikke kun handler om hvad der kommer i hans aftenshow på CNN.
Men lige så mange tilhængere Piers Morgan måtte have, mindst lige så mange fjender er han i stand til at mønstre. Fjender, der overvejende ser ham som en opblæst, selvoptaget og arrogant narrøv, og hvis fjendskab han ofte selv har påkaldt sig gennem smådumme offentlige skænderier.
Men nu til historien.
I forgårs befinder Piers Morgan sigf i et fly fra Delta Airlines på vej fra New York til Minneapolis, hvor han skal være dommer i castingen til ”America’s Got Talent” (AGT). Det er en helt almindelig indenrigsflyvning, der tager omkring to en halv time. Men på grund af snevejr i Minneapolis, bliver Piers Morgans fly pludselig omdirigeret og sendt tilbage til New York.
Denne ændring i flyveplanen udløser en byge af rasende twitter-spørgsmål fra Piers Morgan til Delta Airlines.
Og minsandten dukker der en servicemedarbejder fra Delta Arlines op:
- hvilket tilsyneladende får Piers Morgan til at slappe lidt af -
- men kun et kort øjeblik.
Servicemedarbejderen fra Delta er på banen igen:
Og Pierce Morgan er tilbage hvor han startede. I New York.
Efter et ophold i loungen sidder Piers Morgan nu igen i et Delta-flysæde. Men flyet holder stille på startbanen. Og med dén afskedssalut skulle man tro, at al fremtidig fredelig sameksistens mellem Piers Morgan og Delta Airlines ville være slut. Men så sker der alligevel noget. Tim Mapes er Senior Vice President for Deltas marketingsafdeling, og han har givetvis tænkt, at det gjaldt om at lukke munden på Piers Morgan. Og dermed har Delta Airlines også fortjent det sidste ord:
Recent Comments