Veteraner i tv-branchen har det med at få fugtige øjne, når talen falder på de Gode Gamle Dage, hvor fjernsynet kunne lægge gaderne øde. Dengang alle var i stand til at tale med i kantinen om den seneste udvikling i ”Matador”, fordi alle naturligvis havde set afsnittet aftenen før.
Med monopolbrud, kabelpakker, internet m.m. er fjernsynets rolle som samfundets fælles husalter mildest talt svækket. Efterhånden er det svært at finde tre kolleger i kantinen, der har set det samme program i går aftes. On demand tv har gjort os alle til programplanlæggere: Vi ser det tv, vi gider se, når vi gider.
Men for de, der begræder denne udvikling og som savner tv som real-time samlings- og referencepunkt, kommer der nu måske lidt trøst. Oven i købet fra en uventet kant.
Forleden talte Robin Sloan fra Twitters mediepartnerafdeling på en tv-konference i San Francisco. Hans budskab var - ifølge denne artikel fra FastCompany - at sociale medier hjælper og understøtter ideen om fællesskab og samtidighed. At et tv-program er noget, man er sammen om at se - på samme tid. Og det er der et behov for, siger han.
”I de sidste 18 måneder har vi set pendulet svinge tilbage imod fælles oplevelser, mod direkte tv. Jeg tror selvfølgelig at Twitter har været med til at drive denne udvikling.”
Han understreger, at Twitter og tv matcher hinanden allerbedst under store direkte sendinger, hvor det endelige resultat ikke er givet på forhånd. Som f.eks. reality konkurrencer og prisuddelinger. Men det er ikke kun seerne der skal sende tweets til hinanden. Det er afgørende, at de tv-folk og medvirkende der er involveret i sendingen, løbende udsender meddelelser på Twitter. Som en ny form for kommentarspor, som vi kender det fra dvd-mediet.
At social medieaktivitet også kan veksles til større seerandele, har Robin Sloan en case på. Til fjerde sæson af deres realityserie "Bad Girls Club" prøvede det amerikanske tv-netværk Oxygen at arrangere ”fælles-sening” på websitet OxygenLive. Her samlede man alle seernes twitter-beskedder og facebook-opdateringer, samtidig med at man udsendte video-klips og en strøm af tweets fra de medvirkende kvinder i serien. Altsammen live og synkront med seriens afsnit.
Oprindeligt blev OxygenLive kun lanceret på den amerikanske østkyst. Her steg seerandelen 109% i forhold til sæsonen før. I det vestlige USA steg seerandelen blot 9%. Da Oxygen efterfølgende skyndte sig at åbne for OxygenLive også i vest-USA, steg seerandelen her med 57% i forhold til sæson 3. Se iøvrigt denne blogpost fra Robin Sloan.
Nu er Danmark - hvad angår Twitter-brug - milevidt efter USA. Til gengæld er halvdelen af befolkningen på Facebook. Så tv-branchen er også herhjemme pisket til at lægge en social medie-strategi, hvis de gør sig håb om nogen sinde igen at kunne lægge gaderne øde.
Recent Comments