Ingen tvivl: prisen for hedeste romantiske eventyr i 2010 går til Twitter og tv.
Manuskriptet kunne ikke være skrevet mere regelret, hverken af Hollywood eller H.C. Andersen. Først er de modsætninger, nærmest fjender - det nye medie versus det gamle. Så kigger de hinanden forsigtigt an og tager på et par prøve-dates. Og med ét bliver det til stormfuld forelskelse og bryllupsklokkers bimlen.
Det her handler selvfølgelig om USA - og i nogen grad om Storbritannien. USA tegner sig for ca. 35% af twittertrafikken på verdensplan, Storbritannien for ca. 10%. Til sammenligning ligger Danmark og roder på en 35.-plads over de mest tweetende nationer med en trafikandel på blot 0.17%.
Som jeg tidligere har blogget om, er Twitter og amerikansk tv inde i et yderst frugtbart loop, hvor tv får flere seere (og reklamekroner); hvor Twitter får noget der begynder at ligne en forretningsmodel. Og hvor seerne oplever, at deres egne og andres input er med til at booste den samlede oplevelse til noget, der er større og rigere end summen af komponenterne.
Som Time Magazine skrev helt tilbage i marts måned i en artikel om Twitter og tv:
”Sociale medier har forvandlet verden til én stor dagligstue. Fremtiden tilhører dem, som slår sig ned i en stol.”
Tv-branchen i USA og Storbritannien har nu sat sig i sæderne, og der eksperimenteres på livet løs med Twitter som interaktiv platform - ikke blot i store live-events, som MTV Video Music Awards, The Oscars, The Super Bowl etc., men også i nyhedsudsendelser, game shows og sågar sit-coms og soaps.
Forleden bragte den britiske avis The Guardian en lettere bekymret artikel om, hvor hårdt det kan være for manuskriptforfattere og instruktører, når deres tv-dramaserier bliver genstand for lyn-justits i twittersfæren. Som Ash Atalla, produceren bag "The Office" og "The IT Crowd" udtrykker det:
“Hvis du trænger til en weird oplevelse, så lav en tv-serie og sæt dig til at følge Twitter mens den bliver sendt. I løbet af to minutter kører folk frem med: ”Sikke noget lort. Det er det værste jeg nogensinde har set!” Og selv sidder man og tænker: ”Jamen, vi har jo kun set to minutter!””
Det er så ikke en bekymring, der på nogen måde afskrækker amerikanerne. I denne måneds forsidehistorie i FastCompany får The Police en hilsen med overskriften ”I Want My Twitter TV”. Her hyldes Twitter som noget nær redningen for de store tv-netværk i USA, og Twitters medieudviklings-team, Chloe Sladden og Robin Sloan, tales op som moderne visionærer/rockstjerner.
Anyway, det er en super interessant og godt skrevet historie - skynd dig hen og læs den.
Og til danske tv-producere, tv-redaktører, tv-tilrettelæggere mv.: Gør hvad I kan for at hive Danmark op fra 35.-pladsen. Twitter kan sagtens gå hen og blive en frugtbar løsning også for jer - hvis der altså snart kommer lidt flere med på vognen.
Recent Comments