Jeg skal ellers love for at de har haft travlt i Pilestræde i denne uge. Tirsdag udkom Berlingskes papiravis med nyt look og flere nye magasintillæg. Dagen efter fulgte berlingske.dk trop - nu som b.dk - med et redesign, der hurtigt fik både positive og negative anmeldere på banen. Denne dukkede f.eks. op på Twitter blot en time efter at sitet var gået i luften:
Her trænger en hest vist til at blive klappet. Et redesign af et kæmpestort medie-website er ikke en spadseretur i parken. Det er et knoklearbejde, hvor i tusindvis af smådetaljer skal håndteres, samtidig med at det oprindelige site skal holdes opdateret minut for minut. Ikke alt kan nås til den aftalte deadline, man må udkomme med sin bedste løsning - og så tweake resten på plads efterfølgende.
Mit eget indtryk af det nye b.dk er overvejende positivt. Jeg synes især godt om, at Berlingske har valgt at distancere sig fra den pt. så populære tabloid-trend med store billeder, kæmpe overskrifter og kilometerlange sider. B.dk går en væsentligt mere underspillet vej, men det lykkes at ramme et udtryk der er seriøst uden at være knastørt og moderne uden at være hipstertrendy.
Jeg er dog ikke vild med at nyheder popper op i små vinduer på skærmen, og jeg har visse problemer med at tre af kategorierne i topmenuen (Business, Fri og Sport) fører væk fra b.dk over i helt andre webuniverser med eget look og egen navigation. Sådan var det vist også på det gamle berlingske.dk, men det bliver brugeroplevelsen ikke meget bedre af.
Et par ting jeg savner hos b.dk er af mere indholdsmæssig karakter. Det er muligt at google sig frem til Berlingskes prestigefyldte webtemaer som f.eks. ”Forbrydelsen” og ”I Victorias Navn”, men det er ikke lykkedes mig at finde dem via navigationsmenuen. Og de seneste måneders Twitter-nyskabelser på berlingske.dk, Medietweet og Twittertinget, er nu helt fjernet fra sitet. Ærgerligt - og forhåbentlig midlertidigt.
Jeg kan forstå på Lisbeth Knudsen i et interview i fagbladet Journalisten, at forbilledet for Berlingskes redesignede website er intet ringere end New York Times på nettet. Det lover godt for ambitionsniveauet, for den amerikanske avis’ website er jo med rette vidt berømt for sine interaktive webfeatures og nyhedsgrafikker.
New York Times leverede således et klasse-eksempel forleden, da man dagen efter præsident Obamas store tale til De Forenede Stater, kunne præsentere denne interaktive video med real-time journalistisk fact-check af præsidentens pointer, kommentarer fra blogs og sociale medier - og naturligvis hele talen transkriberet.
Det niveau må b.dk bestemt gerne stræbe efter. Og hvis der skulle mangle økonomisk vilje i Pilestræde til at satse helhjertet på det, kan jeg opfordre husets ledelse til at lytte til den afsluttende passage i Barrack Obamas tale, der handler om innovation. I svære konkurrencesituationer, siger han, er store og dristige investeringer livsnødvendige, hvis en kamp skal vindes på den lange bane. Obama benytter 1960ernes amerikanske rumkapløb med Sovjetunion som eksempel, og anvender derpå udtrykket: "A Sputnik moment" et Sputnik-øjeblik.
Målestokforholdet er ganske vist mere beskedent, og det handler ikke om nationens overlevelse eller om at få en mand på Månen. Men måske er det alligevel netop et Sputnik-øjeblik, ikke bare Berlingske, men alle danske medier står over for i disse år?
Jeg savner en html5-version af berlingske. A la NY times. Ellers helt enig i dine betragtninger, både de kritiske og de positive. Især irriterer det mig at man klikker ud af universet - og ikke kan finde tilbage til b.dk uden at bruge sin back-browser knap. Mine øjne savner også lidt mere klare linjer/rolige linjer i lauoutet på forsiden. Men ellers meget lækkert site, der ihvertfald giver mange fristende indgange til stoffet.
/Svenn
Posted by: Svenn | 28/01/2011 at 12:58 e.m.
tak for link til interaktiv video fra Obamas state of the union adress - inspirerende
/Peter Ø
Posted by: Peter Østergaard | 28/01/2011 at 03:11 e.m.
@Svenn: Tak for din kommentar. Herligt at der er nogle ting, vi to er enige om :) bedste hilsner Peter
Posted by: Peter Genild | 28/01/2011 at 07:41 e.m.
@Peter Ø: Tak for din kommentar! Et godt tip: føj www.lostremote.com til din rss-læser. De er kilde til mange af mine indlæg (og jeg glemmer desværre tit at kreditere dem). bedste hilsner Peter
Posted by: Peter Genild | 28/01/2011 at 07:44 e.m.