I den forgangne uge offentliggjorde fagbladet Journalisten sin årlige magtliste. En top-100 over de tungeste, mest magtfulde dagsordensættere i den danske medieverden. Nu er listen for længst blevet analyseret og kommenteret, både her og der - og den kan kort sammenfattes således:
- Chefredaktør Lisbeth Knudsen fra Berlingske ligger nummer ét - men hun er en af kun 15 kvindelige mediepersoner på listen
- DR er (med 20 navne på listen) Danmarks mest magtfulde medie - selv om TV2 læser tallene anderledes
- Netmedier har meget lidt dagsordensættende magt - kun 7 webfolk er på listen og ingen af dem er i top-50
Nu indbyder selve listeformatet jo altid til en rask omgang pindehuggeri - hvorfor ligger x højere end y? hvorfor er z ikke med? - men det er slet ikke mit ærinde. Jeg er i grunden ret overbevist om, at listen giver et godt og dækkende billede af magtforholdene i den danske medieverden anno 2011. Jeg skal blot minde om, at samme medieverden er en flydende størrelse, som i disse år er under hastig forandring.
Aviserne leder desperate efter en platform, der kan sikre deres overlevelse og fortsatte eksistens. Tv søger med stigende nervøsitet efter koncepter, der kan matche seernes digitale beredskab. Og elefanten i stuen er selvfølgelig nettet og de sociale medier, som halvdelen af den danske befolkning har taget til sig som nyheds- og informationskilde, kommunikationskanal, adspredelse og legetøj.
Så mine spørgsmål er: Hvor godt er de 100 chefredaktører, kommentatorer og journalister på magtlisten gearet til dén udvikling? Hvor vigtigt er det for dem selv at være til stede på sociale medier? Og hvor stor en indflydelse har de dér?
For at få i det mindste et lille fingerpeg om svaret har jeg tracket alle 100 navne på listen i tre sociale netværk. Jeg har set på, hvor mange LinkedIn-kontakter, Facebook-venner og Twitter-tilhængere de hver især kan mønstre.
Og jo, jeg er selvfølgelig klar over, at antallet i sig selv ikke giver et 100 % fyldestgørende billede (det siger f.eks. ikke noget om aktivitetsniveauet eller graden af relevans). Ikke desto mindre fortæller det noget om indflydelse. Eller magt, om man vil. Helt banalt: jo større netværk, jo længere og bredere er man i stand til at række ud.
Nu til sagen. LinkedIn omtales ofte som det seriøse og ”respektable” sociale netværk. Her knytter man relevante forretningskontakter, her holder man styr på sine professionelle forbindelser, her pusler man om sit cv og så videre. Men blandt de magtfulde mediepinger på listen er det – overraskende nok - kun hveranden, der har en profil på LinkedIn. Her er de fem øverste:
Lidt spøjst, at chefredaktør på nyhedsbureauet Newspaq, Kristoffer Gravgaard, kun med det yderste af neglene nåede ind på Journalistens magtlisten som nr. 100. Både han og Ole Nørskov (chefredaktør for Mediawatch) er tydeligvis dygtige netværkere. Det samme gælder Lisbeth Knudsen, der i lighed med blot 11 andre personer på listen har en aktiv profil på alle tre netværk.
Facebook er suverænt danskernes foretrukne sociale netværk, og to ud af tre dagsordensættere har da også en tilstedeværelse her. De fleste i form af en almindelig profilside, nogle få med en FB-side som brugere kan ”synes godt om”, dvs. blive fan af. For overblikkets skyld skelner jeg ikke mellem ”venner” og ”fans” i denne top-5:
Her er tendensen da til at tage og føle på. Hvis man vil langt ud på Facebook, er det en god ide at være hurtig, skarp og sjov. At være vært for sit eget tv-program skader heller ikke. Af de fem navne herover er B.T.’s politiske kommentator Helle Ib den højst placerede (nr. 27) på Journalistens magtliste. Men det er værd at tilføje, at Lisbeth Knudsen ligger lige under top-5 med 1.799 venner på Facebook.
Herhjemme er Twitter stadig nichemedie og netværk for de få og fremme i skoene. Men det vokser støt og roligt, ikke mindst blandt de kvikkeste mediefolk. Pt. er der mellem 200 og 300 danske journalister, der benytter tjenesten aktivt, og som tweeter under eget navn. Hertil kommer at stort set alle større medier har en eller flere twitter-konti til breaking news og den slags. Men kun 16, altså hver sjette af de dagsordensættende mediefolk er på Twitter. De øverste 5 er:
Lille-Madsens kändiseffekt gør sig gældende igen, men ellers skal det bemærkes, at der er hele tre Berlingske-folk i top-5. Twitterkulturen er stærk i Pilestræde, hvor også mange af husets øvrige medarbejdere er særdeles aktive. Lisbeth Knudsen rager igen op, fyrtårnsagtigt, og jeg synes ærligt talt at hun har fortjent sin førsteplads. At hun er den eneste aktive netværksperson blandt de 20 øverste mediebosser på magtlisten, siger meget om hende og en hel del mere om de øvrige.
Jeg vil lige indskyde, at jeg hverken forlanger eller forventer, at stressede chefredaktører og mediebosser konstant skal tweete eller Facebook-opdatere til højre og venstre. Men at holde øje med tendenser og strømninger i samfundet er vel en del af jobbeskrivelsen? Så det ér da tankevækkende, at hver fjerde af de 100 personer på Journalistens liste slet ikke har en profil på nogen af de tre sociale netværk, jeg har testet dem på.
Med andre ord: 25 af de pt. mest magtfulde mediemennesker i Danmark interesserer sig ikke for, hvad der foregår på LinkedIn, Facebook og Twitter. I hvert fald ikke nok til at oprette en profil og blive en del af det. Og det har jeg altså svært ved at forstå.
PS: En krølle på historien: Der er mindst femten danske journalister, der har flere twitter-tilhængere end Anders Lund Madsen. Det er bl.a. folk som Anders Breinholt (8079 tilhængere), Nikolaj Sonne (4621 tilhængere), Dorte Toft (2734 tilhængere) og Henrik Føhns (2085 tilhængere). De er bare ikke blandt de 100 navne på dette års liste over de mest dagsordensættende mediefolk.
Cool og interessant anayse Peter :-)
/Peter Ø
Posted by: Peter Østergaard | 25/01/2011 at 10:31 f.m.
Jeg har skrevet lidt om noget andet og lidt om det samme og linker til dig på K-Forum: http://www.kommunikationsforum.dk/nene-la-beet/blog/meget-flink
Posted by: La Beet | 25/01/2011 at 10:36 f.m.
Hej Peter Ø
Tak for din kommentar. Det er skønt at få at vide, at man bliver læst. :)
bedste hilsner Peter
Posted by: Peter Genild | 25/01/2011 at 08:05 e.m.
Hej Nene
Tak for din kommentar - og dit RT forleden, som skaffede mig en masse nye followers.
Fedt, at du linker til denne blog på K-Forum, jeg har allerede set en del besøgende komme den vej fra. :)
bedste hilsner Peter
Posted by: Peter Genild | 25/01/2011 at 08:07 e.m.
Spændende læsning - tak for den analyse, Peter. KH. Heidi
Posted by: Heidi Sivebæk | 27/01/2011 at 09:01 e.m.
Kære Heidi - tak for din kommentar! Og lad os SÅ snart ses IRL :) bedste hilsner Peter
Posted by: Peter Genild | 28/01/2011 at 01:02 e.m.