Rebecca hvem? Er du ikke lige helt up-to-date, så tag det roligt. Du er ikke den eneste. For mindre end to uger siden var der næppe andre end hendes familie og venner, der nogensinde havde hørt om den 13-årige pige fra Anaheim Hills i Californien.
Men i dette øjeblik er Rebecca Black sandsynligvis den mest omtalte teenager i verden. Hun har i dagevis været et globalt trending topic (megapopulært emne) på Twitter; der er skrevet stolpe og og ned om hende på utallige blogs – og forleden blev hun interviewet til ”Good Morning America” på ABC.
Alt sammen på grund af en enkelt musikvideo.
En musikvideo, der på ti dage er eksploderet fra 3000 til 34 millioner visninger på YouTube. Og som samtidig er blevet udråbt til ”Verdens værste musikvideo” med en helt overvældende grad af hån, spot og latterliggørelse til følge.
Historien starter med at Rebeccas forældre betaler $2000 for en ”professionel” musikvideo til deres datter. Indspilningen bliver lagt i hænderne på producerne Patrice Wilson og Clarence Jey, hvis selskab - Ark Music Factory - har specialiseret sig i musikvideoer med meget unge, meget håbefulde teenagepiger. Wilson og Jey har også skrevet den sang – ”Friday” – som Rebecca vælger at indspille. Med flittig brug af auto-tune.
Musikvideoen til ”Friday” bliver uploadet til YouTube i midten af februar. Her lever den en stille og upåagtet tilværelse indtil 11. marts, hvor den populære comedyblog The Daily What linker til den under overskriften ”Where Is Your God Now of the Day”. Og så går det ellers amok.
Samtidig med at antallet af YouTube-visninger stiger med raketfart, står anonyme kommentatorer på nakken af hinanden for at gennemhetze Rebecca Black og hendes musikvideo. Alt ved den bliver rakket ned: teksten, melodien, brugen af autotune, de medvirkende, danserne, alt.
Nu er kommentarsporet på YouTube - selv under normale omstændigheder - bestemt ikke køn læsning, men i tilfældet "Friday" synes net-pøbelen at have fundet et ekstra gear. Og selv om YouTube har en politik om løbende at slette de værste sexistiske og racistiske kommentarer, så er det i praksis umuligt at dæmme op for den syndflod af hånlige og hadefulde udfald, der i de følgende dage vælter ind over Rebecca Black.
Først efter en uges tid træder hovedpersonen selv frem i medielyset. 18. marts er Rebecca Black gæst i ABC "Good Morning America", hvor hun bl.a. forholder sig til den massive kritik, hun har modtaget.
Måske har det sentimentale syn af en ganske almindelig teenagepige, der synger de første linjer af nationalsangen, virket som en dæmper på aggressiviteten? I hvert fald er Rebecca Black siden interviewet blevet mødt med støtteerklæringer fra så forskellige sider som CNET, Perez Hilton, Simon Cowell samt Rolling Stone, der formår at analysere sig frem til at sangen i grunden er ret god.
Og det er Rolling Stone iøvrigt ikke alene om at mene. Singlen "Friday" har været helt oppe og runde 19.-pladsen på iTunes' hitliste, og der rapporteres om lidt over 2 millioner downloads af sangen. De seneste forlydender er, at Rebecca Black agter at indspille en akustisk udgave af "Friday" for at bevise, at hun kan klare sig uden brug af auto-tune.
PS: Traditionen tro er der publiceret en lang række Rebecca Black-coverversioner og parodi-videoer på YouTube. Her er en playliste med et par af dem.
Update 31. marts 2011: "Friday" er nu blevet vist 70 mio. gange på YouTube
Forleden formiddag skyder den danske komiker og radio/tv-vært Lasse Rimmer to hurtige beskeder afsted på Twitter. Den første lyder sådan her:
For uindviede måske en anelse kryptisk. For brugere af Twitter en let forståelig invitation til at være med i en leg. En leg, der på engelsk hedder hashtag game, men som vist ikke rigtigt har noget vedtaget dansk navn (havelågetegns-leg? - nok ikke...).
Legen sættes i gang ved at nogen (hér Lasse Rimmer) bestemmer en ramme ved hjælp af et hashtag (hér #børnebøgerforvoksne) – og så gælder det for alle, der har lyst til at være med, om at hitte på omskrivninger af kendte børnebogstitler, så de passer til hashtagget. Før nogen af hans 4300 tilhængere når at reagere, sender Rimmer besked nummer to ud:
Så falder tiøren i twitterland og de første tweets begynder at rulle ind.
Hen over de næste to timer hopper omkring 200 personer med på Rimmers hashtag-leg - og kvitterer med nye forslag til #børnebøgerforvoksne. Nogle er let vovede, andre er bundsjofle, et par er stærkt pornografiske, de fleste er sjove på den lidt platte måde. Selv om deltagerne tydeligvis prøver at overgå hinanden, er det ikke nogen konkurrence, hvor der kåres en vinder til sidst. Det er mere en slags brainstorm-leg, med streg under leg.
Som bekendt er det kun de færreste danskere der har en konto på Twitter. Derfor er hashtag-lege på dansk ikke hverdagskost. Til gengæld er der ingen mangel på engelsksprogede hashtag games, og de igangsættes bl.a. af @quantick - den britiske forfatter og skribent David Quantick. Han udfordrer flere gange om måneden sine små 19.000 tilhængere med musikalske hashtags som f.eks. #artrocktoys (Pet Shop Boys'R'Us"), #awfulsupergroups ("Simon Le Bon Iver") og #indiesitcoms ("Stepford And Sonic Youth").
Den amerikanske tv-vært Jimmy Fallon, som har sit eget Late Night Talk Show hver aften på NBC, benytter sig af en særlig variant af hashtag-legen. Hver uge smider Fallon et nyt hashtag ud til sine 3.3 mio tilhængere, som så i det næste døgns tid sprøjter en veritabel syndflod af jokes tilbage, der matcher hashtagget. Sådan her kan det f.eks. se ud, når Jimmy Fallon starter legen:
Om fredagen er alle deltagerne i legen på plads foran skærmen for at se om netop deres bidrag er udvalgt til at blive nævnt i et særligt afsnit i showet, "Late Night Hashtags". Selv om det (som det ses af klippet herunder) er ganske lo-tech tv, så er det først og fremmest en win-win situation for alle implicerede.
Seerne får mulighed for at deltage i tv-showet på en nem, sjov og utraditionel måde, Fallon selv får gratis, crowdsourcede jokes - og for showet er det både et branding-element og en effektiv måde at holde gejsten oppe hos seerne, når man er off-air. Endelig er der et rigt udviklingspotentiale for denne type samarbejde mellem sociale medier og tv, et potentiale som tv-branchen nok skal forstå at udnytte, så vi stensikkert kommer til at se lignende koncepter.
Når Jimmy Fallon server et af sine hashtags, kommer der i titusindvis af svar retur. Forleden fløj der lidt over 500 tweets gennem luften i Lasse Rimmers #børnebøgerforvoksne-leg inden den klingede ud. Men målt med den danske lineal var det i grunden slet ikke dårligt - og det lod da også til at komme lidt bag på ophavsmanden selv:
Sidst - og absolut ikke mindst - skal det ikke glemmes, at en hashtag-leg også kan være et sjovt frikvarter for den, som måske ikke har lyst til at deltage selv - men som gerne vil være tilskuer:
For særligt interesserede: videoen herunder blev produceret til TVNext-konferencen i Boston i februar, som en slags backstage præsentation af, hvordan holdet bag "Late Night With Jimmy Fallon" arbejder med hashtag games.
Søndag aften sad halvanden millioner danske tv-seere og fulgte premieren på TV2s nye krimiserie ”Den Som Dræber”. Jeg var en af dem. Og næppe den eneste, der i løbet af mandagen lige slog et sving ind om tv2.dk for at tjekke seriens website.
Jeg havde en klar forventning om, hvad jeg sandsynligvis ville finde. Websites til tv-krimier (og andre dramaserier) har nemlig så mange indbyrdes konventioner og karakteristika, at det næsten giver mening at tale om dem som en selvstændig genre. Et dramaserie-website har tilsyneladende pligt til at indeholde, om ikke alle, så i hvert fald hovedparten af følgende elementer:
Resumeer af tidligere afsnit
Smugkig på kommende afsnit
On demand-visning af hele afsnit (evt. mod betaling)
Portrætter af seriens hovedpersoner
Download af wallpapers og ringetoner
Quiz, afstemning og test-dig-selv
Link til serien på Facebook (evt. Twitter)
Læg dertil, at et dramaserie-website stort set altid præsenteres i en højglanspoleret, lækker grafisk stil med underlægningsmusik (hej, ”Forbrydelsen”), fordi det pinedød skal ligne den vare, seerne kender fra tv. Og grunden til at det skal dét, er jo at et dramaserie-website i tv-mediets egen optik altid ses som et markedsføringshåndtag. En glittet brochure, som PR-afdelingen håber kan overbevise flakkende internetbrugere om at blive trofaste tv-seere.
Ret skal være ret; der ER selvfølgelig set eksempler - endda tålelige eksempler - på danske dramaserie-websites, som har prøvet at udfordre genren en smule. Som har forsøgt at brede fiktionshistoriens kerne ud over forskellige platforme. Og som har eksperimenteret med det, der med et moderne udtryk kaldes transmedia, dvs. historiefortælling henover flere medier, ofte tids og rumforskudt.
Websitet til DR1s dramaserie ”Borgen” indeholdt f.eks. en ret elegant udført tabloid-spoof i form af den fiktive formiddagsavis ”Ekspres”. Og til samme kanals ”Livvagterne” blev der ligefrem udviklet et online-strategispil, der skulle fungere som en forlængelse af tv-seriens univers. Her vil jeg henvise til Bo Abrahamsen, daværende spilredaktør i DR, der har publiceret en yderst læseværdig beretning om overvejelserne bag netop ”Livvagterne”-spillet på sin blog.
Men tilbage til ”Den Som Dræber” og mit mandagsbesøg på tv2.dk. Det viste sig nemlig at TV2s nye krimiseries website ikke indholder et eneste af elementerne fra listen ovenfor - af den enkle grund, at der slet ikke findes noget website på tv2.dk. ”Den Som Dræber” benytter udelukkende Facebook som platform – ligesom i øvrigt TV2s tidligere ”Lærkevej”.
Det er jo ikke nødvendigvis nogen skidt ide. Udover åbenlyse forcer når det gælder diskussion, debat og kommentarer blandt tilhængerne til en serie, så tilbyder Facebook masser af spændende, nye muligheder for kreativt at udfolde et dramaserieunivers. F.eks. kan der løbende lægges gåder og hemmelige spor ud, seriens figurer kan tale direkte til seriens fans, og dermed få en eksistens der rækker ud over tv-manuskriptet, osv. osv.
Det er så bare ikke det, Facebook bliver brugt til i tilfældet ”Den Som Dræber”. Siden ligner nærmere en billig hovsa-løsning, klasket sammen efter det forhåndenværende søms princip. Væggen er plastret til med egenreklame i form af pressemeddelelser, links til de positive anmeldelser og glade opfordringer til at se eller gense første afsnit på TV2 Sputnik (mod betaling, selvfølgelig). Nåjo, og så kan man deltage i ”Ugens Gåde” – et enkelt quiz-spørgsmål med tre svarmuligheder. Så vidt transmedia.
Det her skal ikke ende i en klagesang over Rige Onkel TV og Fattige Fætter Web. Men det er da spøjst at de store dramaserier, som altid er rasende hundedyrt tv, så ofte følges til dørs af ligegyldige discount-webløsninger, produceret for fem øre og en gråpære. Vi hører igen og igen, at dansk tv-drama er i international klasse. Som seere forventer vi derfor altid, at ambitions- og kvalitetsniveauet er tårnhøjt - og at det hele nok skal ende med en Emmy Award.
Men tænk engang, hvis der en dag dukker en dramachef op, der har de samme høje ambitioner og tør stille de samme skrappe krav om originalitet og professionalitet til webdelen som til tv-produktet.
Søndag aften sad halvanden millioner danske tv-seere og fulgte premieren på TV2s nye krimiserie ”Den Som Dræber”. Jeg var en af dem. Og næppe den eneste, der i løbet af mandagen lige slog et sving ind om tv2.dk for at tjekke seriens website.
Jeg havde en klar forventning om, hvad jeg sandsynligvis ville finde. Websites til tv-krimier (og andre dramaserier) har nemlig så mange indbyrdes konventioner og karakteristika, at det næsten giver mening at tale om dem som en selvstændig genre. Et dramaserie-website har tilsyneladende pligt til at indeholde, om ikke alle, så i hvert fald hovedparten af følgende elementer:
·Resumeer af tidligere afsnit
·Smugkig på kommende afsnit
·On demand-visning af hele afsnit (evt. mod betaling)
·Portrætter af seriens hovedpersoner
·Download af wallpapers og ringetoner
·Quiz, afstemning og test-dig-selv
·Link til serien på Facebook (evt. Twitter)
Læg dertil, at et dramaserie-website stort set altid præsenteres i en højglanspoleret, lækker grafisk stil med underlægningsmusik (hej, ”Forbrydelsen”), fordi det pinedød skal ligne den vare, seerne kender fra tv. Og grunden til at det skal dét, er jo at et dramaserie-website i tv-mediets egen optik altid ses som et markedsføringshåndtag. En glittet brochure, som PR-afdelingen håber kan overbevise flakkende internetbrugere om at blive trofaste tv-seere.
Ret skal være ret; der ER selvfølgelig set eksempler - tålelige eksempler endda - på danske dramaserie-websites, som har prøvet at udfordre genren en smule. Som har forsøgt at brede fiktionshistoriens kerne ud over forskellige platforme. Og som har eksperimenteret med det, der med et moderne udtryk kaldes transmedia.
Websitet til DR1s dramaserie ”Borgen” indeholdt f.eks. en ret elegant udført tabloid-spoof i form af den fiktive formiddagsavis ”Ekspres”. Og til samme kanals ”Livvagterne” blev der ligefrem udviklet et online-strategispil, der skulle fungere som en forlængelse af tv-seriens univers. Her vil jeg henvise til Bo Abrahamsen, daværende spilredaktør i DR, der har publiceret en yderst læseværdig historie om overvejelserne bag netop ”Livvagterne”-spillet på sin blog.
Men tilbage til ”Den Som Dræber” og mit mandagsbesøg på tv2.dk. Det viste sig nemlig at TV2s nye krimiseries website ikke indholder et eneste af elementerne fra listen ovenfor - af den enkle grund, at der slet ikke findes noget website på tv2.dk. ”Den Som Dræber” benytter udelukkende Facebook som platform – ligesom i øvrigt TV2s tidligere ”Lærkevej”.
Det er jo ikke nødvendigvis nogen skidt ide. Udover åbenlyse forcer når det gælder diskussion, debat og kommentarer blandt tilhængerne til en serie, så tilbyder Facebook masser af spændende, nye muligheder for kreativt at udfolde et dramaserieunivers. F.eks. kan der løbende lægges gåder og hemmelige spor ud, seriens figurer kan tale direkte til seriens fans, og dermed få en eksistens der rækker ud over tv-manuskriptet, osv. osv.
Det er så bare ikke det, Facebook bliver brugt til i tilfældet ”Den Som Dræber”. Siden ligner nærmere en billig hovsa-løsning, klasket sammen efter det forhåndenværende søms princip. Væggen er plastret til med egenreklame i form af pressemeddelelser, links til de positive anmeldelser og glade opfordringer til at se eller gense første afsnit på TV2 Sputnik (mod betaling, selvfølgelig). Nåjo, og så kan man deltage i ”Ugens Gåde” – et enkelt quiz-spørgsmål med tre svarmuligheder. Så vidt transmedia.
På en måde er det spøjst at de store dramaserier, som altid er hundedyrt tv, så ofte følges til dørs af ligegyldige webløsninger, produceret for fem øre og en gråpære. Vi hører igen og igen, at dansk tv-drama er i international klasse, og som seere forventer vi derfor altid, at ambitions- og kvalitetsniveauet er tårnhøjt. Men tænk engang, hvis der dukkede en dramachef op, der turde stille de samme krav om originalitet og professionalitet til webdelen som til tv-produktet…
I sommeren 2009 står 28-årige Justin Halpern i en rigtig møgsituation. Han er en fattig freelanceskribent uden videre succes og er netop blevet smidt ud af sin kærestes lejlighed. Hans eneste udvej er at flytte hjem til sine forældre. En træls løsning, der ikke bliver mere attraktiv af, at Sam Halpern - hans pensionist-far på 73 - er en vrissen gammel knark med et imponerende arsenal af bandeord, kyniske kommentarer og vulgære one-liners.
På opfordring fra en bekendt begynder Justin at skrive Sams guldkorn ned og publicere dem på mikroblogtjenesten Twitter. Det sker på en profil med titlen @shitmydadsays.
I dag har @shitmydadsays over tre millioner tilhængere på Twitter og Facebook, på trods af at der efterhånden kan gå måneder imellem nye ramsaltede snapse fra farens mund. Og Justin Halper er blevet rig, har fået sin kæreste tilbage og behøver ikke længere at bo hos sine forældre. En ægte, amerikansk solstrålehistorie.
Tv-serien med William Shatner i rollen som Sam går i luften i prime time i september sidste år, og bliver prompte nedsablet af anmelderne. Det generer dog ikke de gennemsnitligt 10 millioner tv-seere, der følger serien hver uge. I januar i år vinder ”$#*! My Dad Says” en People’s Choice Award i kategorien “Bedste nye tv-sitcom”, og CBS begynder at kigge meget sultent på Twitter.
Twitter har – også i USA – stadig en duft af undergrund, kant og kult over sig. Det er derfor en perfekt platform for unge skrivetalenter, der drømmer om en karriere indenfor film eller medier. Men det er bestemt også et attraktivt jagtområde for etablerede tv-selskaber, der gerne vil låne lidt hip og trendy street credit til deres produkter. Og tv's talentspejdere - der aldrig har været blege for at skamride en tendens – er for længst i sadlen igen for at finde den næste potentielle crossover-succes, den næste @shitmydadsays.
Pt. er hele tre nye twitterprofiler i pipelinen hos CBS til at blive omplantet til hver sin tv-serie. Det drejer sig bl.a. om @kellyoxford, en hjemmegående canadisk husmor med tre børn, der udsender spids standup-humor til sine 100.000 tilhængere på Twitter. En af dem er skuespilleren Jessica Alba, der er blevet så vild med @kellyoxford, at hun har meldt sig som hovedproducent på ”Mother Of All Something”, som er tv-seriens foreløbige titel.
De øvrige to twitterprofiler, CBS har skrevet kontrakt med, er @shitmydadsays-kloner, og ligner iøvrigt hinanden på så mange punkter, at det er temmeligt usandsynligt at der kommer tv-serier ud af dem begge. Den første er @shhdontellsteve, en række daglige anekdoter om Steve, den anonyme forfatters bofælle fra Helvede. Steve er gennemført usympatisk; døjer med sprut, stoffer og personlig hygiejne, og er dum som dagen er lang. Den anden ”Dear Girls Above Me” er en serie af breve fra forfatteren @charliemcdowell til de to hjernedøde festabetøser, der bor i lejligheden over hans egen. Begge er mildt underholdende i mindre doser, men heller ikke mere.
Både @sshdontellsteve og @charliemcdowell er blevet spottet af skuespilleren og produceren Ashton Kutcher, der er kendt og respekteret som kapacitet og evangelist inden for sociale medier. I 2009 var Kutcher den første person på Twitter, der rundede en million tilhængere på sin profil (@aplusk) - i dag har han over seks millioner tilhængere. Det er iøvrigt Kutchers eget produktionsselskab Katalyst, der er gået i krig med at udvikle plots og manuskripter til begge tv-serier.
Om en eller flere af de her tre twitter-sitcoms når frem til amerikanske tv-seeres skærme er på nuværende tidspunkt et helt åbent spørgsmål. Og det er heller ikke pointen. Dén er, at tv har fået blod på tanden og lugtet at det nye, friske indhold sagtens kan findes på sociale medier. Det er bare om at melde sig ind.
Inden for de seneste par døgn har tre forskellige kilder været fremme med dristige forudsigelser om, hvem der kommer til at stå på podiet i The Kodak Theatre i nat og holde en grådlabil 40-sekunders takketale med en Oscar-statuette i hånden. Fælles for de tre kilder er, at de alle baserer deres bud på social media buzz - dvs. i hvor høj grad de forskellige film, instruktører og skuespillere er blevet talt om på Facebook, Twitter m.m.
Er analyser af social medieaktivitet simpelthen blevet vore dages svar på krystalkugler, kaffegrums og fugleindvolde? Ja, måske. Men det betyder overhovedet ikke, at der kan fæstes mere lid til spådommene af den grund. De tre kilder er da også svært uenige på visse punkter om, hvad der kommer til at ske i nat.
AddThis som er en af de førende linkdelingstjenester i USA har publiceret nedenstående lagkage, som viser hvor meget deres (over 1 milliard månedlige) netbrugere har interesseret sig for de ti film i hovedkonkurrencen:
Her er det tydeligt at Darren Aronofsky's "Black Swan" med Natalie Portman i hovedrollen har genereret mest linkdeling. Og budskabet er: Sæt en plov på dén som "Bedste Film" og "Bedste Kvindelige Hovedrolle". Men tøv nu alligevel en smule, for et andet firma Webtrends har haft næsen nede i Twitter, Facebook og andre microblogging-tjenester. Og de præsenterer deres prognose på denne måde:
Ifølge Webtrends bliver det altså ikke "Black Swan" men derimod Christopher Nolan's "Inception" der vinder en Oscar for Bedste Film. James Franco får Bedste Mandlige Hovedrolle - og Natalie Portman ligner stadig en sund investering i Bedste Kvindelige Hovedrolle-kategorien. Men så kommer den tredje - og i denne omgang sidste - spåkone på banen. Det er analysefirmaet Meltwater - der for nylig havde en rigtig skidt hånd med at udpege Grammyvindere på forhånd - men som nu er frisk med dette bud:
Meltwater giver en Oscar for Bedste Film til Tom Hooper's"King's Speech". Bedste Mandlige Hovedrolle er (igen) James Franco - og minsandten om ikke ballerinaen Natalie Portman dukker op for tredje gang til prisen for Bedste Kvindelige Hovedrolle.
En scene, et podie, et orkester og et publikum. En berømt hovedvært, der introducerer et par kendte underværter, som præsenterer de nominerede kandidater i en bestemt kategori. En konvolut der fumles lidt med, en seddel der læses højt og en vinder der udråbes. En vinder kommer på scenen, får en statuette, holder en takketale. Alle klapper. Derpå reklamepause – og så forfra.
Har man set ét awardshow i tv, har man set dem alle. Det er blot en konstatering. Ikke en påstand om at et gennemkoreograferet tv-ritual ikke kan være en stærkt fascinerende seermagnet, for selvfølgelig kan det dét. Som et bevis satte over 40 millioner amerikanske seere sig sidste år til rette med popcorn og sofa for at se awardshowet over dem alle: The Academy Awards – uddelingen af Oscar-statuetten.
I morgen aften, søndag 27. februar kl. 24:00 dansk tid, er den røde løber igen rullet ud foran The Kodak Theatre i Los Angeles. Den skal atter betrædes af Hollywoods høje hæle i den sædvanlige parade af hundedyre designerkjoler og diskret plastickirurgi. Show business as usual. Men denne gang er der alligevel sket noget nyt. Ikke så meget for de festklædte filmstjerner, men for alle de seere der har bevæbnet sig med en lille ekstraskærm i form af en smartphone, en tablet eller en laptop.
Mange seere vil naturligvis benytte ekstraskærmen til at broadcaste en løbende strøm af egne kommentarer til prisuddelingen. Som det efterhånden er sædvane, når vi følger med i store, direkte begivenheder på tv - Superbowl, Grammys, Golden Globes og såmænd også X Factor – spiller sociale medier en effektiv rolle som samlingspunkt, mødested og fælles, global dagligstue. I USA er der – ligesom herhjemme - mange flere brugere på Facebook end på Twitter. Alligevel er sidstnævnte langt bedre gearet til at fungere som kanal for det direkte kommentatorspor. Lav f.eks. en Twitter-søgning på #oscars mens du ser showet på TV2 Film, og oplev suset af flere tusind kommentarer i minuttet.
Andre seere vil måske hellere bruge deres skærm nr. to til noget Oscar-relateret quiz eller spil. De kan så besøge Red Carpet Trivia Live, en real-time webbaseret quiz med spørgsmål, der relaterer sig til det der foregår lige nu i awardshowet på tv – med $10.000 i præmie. Ellers er der masser af andre triviaquizzer bl.a. hos The Boston Globe og Paste Magazine. Washington Post har en ”takketale-generator” og Oscar-bingoplader til at printe ud. Hvor man endvendersig, er der interaktive stemmesedler, hvor man kan tippe vinderne i de 24 hovedkategorier (og undertiden vinde præmier). Og selvfølgelig bugner nettet af muligheder for at satse penge på, hvem der løber af med de eftertragtede statuetter.
Som noget nyt kan seere nu også anvende ekstraskærmen til direkte at udvide af tv-dækningen. På Oscars officielle website kan man for $5 købe sig All Access VIP-adgang til eksklusive kamerafeeds fra salen, backstage, den røde løber og sågar efterfesten, med mulighed for kontrollere og klippe mellem kameraerne i en lukket webbaseret applikation. En lignende tv-producer-oplevelse kan man få til iPhone og iPad gennem app’en Backstage Pass til bare $1. Mere om den og andre Oscar-apps i denne artikel fra The New York Times.
Endelig skal det da med, at ekstraskærmen også kan være uhyre nyttig for dem, der lider af stalker-tilbøjeligheder når det gælder celebritys (og hvilken seer til et Oscar-show har ikke en rem af dén hud?). Mange af de store Hollywoodstjerner (bl.a. Tom Hanks, Russell Brand, Demi Moore og James Franco) på scenen og i salen er nemlig aktive på Twitter – så her kan man helt risikofrit belure dem og overvåge, hvad de tweeter indbyrdes om i morgen aften og nat.
Nu kan det alt sammen godt komme til at lyde som om alverdens sofakartofler med ét er vågnet op og har forvandlet sig til multitaskende medieblæksprutter. Det er bare ikke tilfældet. Snarere er det sandsynligvis langt under 10% af tv-seerne, der sidder med andet end en fjernbetjening mellem hænderne. Men selv om procentandelen endnu er lille, tror tv-branchen fuldt og fast på at den er voksende. Og den dag, andelen har vokset sig stor nok, er tv-selskaber og netværk nødt til at være klar med nye koncepter, der inddrager og udnytter ekstraskærmens potentiale.
Forleden gennemførte den britiske avis The Guardian et interessant eksperiment. Man tog en lille gruppe journalister og fotografer og satte dem sammen med en stor flok hardcore nørder - programmører, data-eksperter, spildesignere og webudviklere - i alt små 100 deltagere. Så gav man dem halvandet døgn til at samarbejde om, hvem der kunne opfinde og bygge det bedste nye digitale værktøj til brug i nyhedsdækningen af dette års South By Southwest-festival i USA. Festivalen kaldes også SXSW – og hele eksperimentet blev kaldt Guardian Hacks SXSW.
South By Southwest er et gigantisk mix af kulturcirkus, fagfestival og salgsmesse, der omfatter musik, film og interaktive medier. Reelt er der tale om tre forskellige og individuelt arrangerede festivals, som finder sted fra 11. til 20. marts i byen Austin i Texas, og med op mod 2000 koncerter, 300 film og et hav af præsentationer, paneldebatter og workshops er South By Southwest et centralt fixpunkt i en hvilken som helst kulturredaktions kalender.
I år fejrer South By Southwest sit 25 års jubilæum, og The Guardian’s teknologiskribent Jemima Kiss mente, at det måtte være anledning til en ny og anderledes approach i avisens dækning. Hun fik Google med på ideen som sponsor af eksperimentet, og over en weekend i februar slog The Guardian så dørene op for de knap 100 deltagere.
Nogle af dem var specielt inviterede, andre havde ansøgt om at komme med, og kun få kendte hinanden på forhånd. Der var repræsentanter for etablerede mediehuse som italienske La Repubblica, franske Le Monde og britiske BBC. Der var folk fra norske Edda Media, fra den svenske musiktjeneste Spotify og fra det engelske spilfirma Media Molecule (som især er kendt for PlayStation-spillet LittleBigPlanet).
Og jovist var der næring til fordommene. Der blev indtaget cola og pizza i store mængder. Der blev sovet på skift under arbejdsbordene. Og kun én ud af otte deltagere var af hunkøn.
Men da de 36 timer var gået, lå der 27 koncepter - hacks – hvoraf de fleste var udviklet til præsenterbare prototyper (se hele listen her). Cirka halvdelen af koncepterne handlede om sortering og visualisering af eksisterende data, og mange af dem kredsede om musikdelen af SXSW. Som for eksempel denne oversigt over optrædende kunstnere, der bygger på data hentet fra Last.fm, YouTube, Amazon, SoundCloud og Google.
Resten af koncepterne var til reporterværktøjer af forskellig art. Fluffbox, f.eks. er en måde at samle tekst, links, fotos, video og tweets fra forskellige webkilder i en central arbejdsmappe. Et andet bud var Vueo, et webbaseret tv-redigeringsrum, der kan håndtere og klippe mellem flere live-streams fra smartphone-kameraer. Bedste koncept på dagen – og vinder af konkurrencen – var Articlr, et værktøj, der åbner for at journalister på forskellige locations kan samarbejde i realtid om en nyhedshistorie. Samtidig holder Articlr løbende øje med, hvad der dukker op af relateret indhold på sociale medier – samt hvad konkurrerende nyhedsmedier publicerer. De tre unge udviklere der modtog førstepræmien havde iøvrigt aldrig arbejdet sammen - eller mødt hinanden før.
Det er muligt, at hele eksperimentet startede som lidt af en strøtanke hos The Guardian, og at man lige valgte det texanske overflødighedshorn som en anledning, er for så vidt også logisk nok. Men jeg er ret sikker på, at der lidt efter lidt er dukket en større ide op bag den konkret stillede opgave. En ide, der har ligget og luret i det ubevidste. En ide, der handler om journalistikkens fremtid.
For 25 år siden blev typograffaget overflødiggjort af den teknologiske udvikling. For 15 år siden skete det samme for redigeringsteknikere i elektroniske medier. Typografernes og teknikernes kolleger – journalisterne - viste sig i stand til at mestre flere og flere nye discipliner (layout, lydredigering, video etc.) i takt med at teknologierne blev både brugervenlige og billige.
I lang tid så det derfor ud til, at den multidisciplinære, flermedielle journalist var svaret på mediebranchens drøm om den ideelle medarbejder. I dag, i 2011, er ideen om den journalistiske blæksprutte imidlertid en håbløs illusion. En illusion, man ikke desto mindre stadig klamrer sig til rundt om i redaktionslokalerne.
Men hvor mange journalister evner at realisere en kreativ ide ved hjælp af lidt HTML5 og JavaScript? Hvor mange researchere kan få API’er til at arbejde for sig? Og hvor sidder den reporter, der lige kan strikke en app sammen?
Vender vi kikkerten den anden vej, sidder webudviklerne og programmørerne – også i danske medievirksomheder - og sysler med front- og backend-udvikling uden nogen videre kontaktflade med deres journalistiske kolleger og disses produkter. Der er ingen dialog, ingen udveksling af ideer. Der er derimod en mur af uvidenhed, der går tværs gennem organisationerne, og som pinedød skal væltes, hvis mediebranchen vil udvikle sig fremover.
Journalistikkens fremtid hænger sammen med hvor dygtigt vi forstår at udnytte og integrere de teknologiske muligheder, vi har til rådighed. Det kan godt være, at hverken journalister eller redaktører har tilstrækkeligt med teknologisk viden og indsigt. Men så ansæt nogle nørder.
Og slip dem løs i nyhedsrummet.
(Foto af Articlr-dummy venligst udlånt af Jason Grant @flexewebs)
- og ikke nok med det. Villy Søvndal er blevet ny direktør for Ældre Sagen - og Helle Thorning-Schmidt er minsandten tilbage i Bruxelles som EU-kommissær. Men alt sammen sker det først om 9 år.
De tre forhenværende toppolitikere har nemlig fået deres nye jobs i bogen Tilbageblik fra 2020, der udkom i forgårs. Og selv om set-up’et lyder (og ér) meget underholdende, er det ikke en science fiction røverhistorie, men et seriøst indlæg i samfundsdebatten. Hvor seriøst, kan man udlæse af at såvel kulturminister Per Stig Møller som medieordførerne fra V og S var mødt op på forlaget Gyldendal til en paneldebat i anledning af bogudgivelsen.
I bogen bidrager tolv medieanalytikere med hvert sit bud på, hvordan det danske mediebillede tegner sig anno 2020, og hvorfor det udviklede sig som det gjorde. Ideen er født hos Gyldendal-direktør Stig Andersen og medieprofessor Anker Brink Lund - ”i irritation over de mange dommedagsprofetier og tekno-utopier, der præger den danske debat om mediernes rolle i fremtidens samfund”, som der står i bogens indledning.
Så i stedet for at kigge i krystalkugler med nutiden som udgangspunkt, har de to redaktører inviteret deres bidragydere med på en intellektuel selskabsleg: forestil dig, at vi lever i 2020 - og kast så blikket tilbage over det seneste tiår. Resultatet er en række spændende og velskrevne artikler, der hver især tackler et bestemt, afgrænset område af mediebilledet. Og dommedagsprofetier er det langt fra.
Journalist og redaktør af P1-programmet Mennesker og medier Lasse Jensen åbner ballet med et overraskende optimistisk bud på nyhedsjournalistikken i 2020. Hans grundpræmis er dog, at EU – af lutter bekymring for amerikansk indtog på det europæiske mediemarked - vil revidere reglerne for statsstøtte til medierne, og at et flertal i Folketinget i forlængelse heraf vil fordoble den offentlige mediestøtte til 10 milliarder kr. om året.
Tidligere DR-general Christian S. Nissen er noget mere bister i sin gennemgang af public service-begrebets ændrede betydning i perioden (en forkortet udgave af kapitlet er bragt som kronik i Berlingske). Han forudser en samling af al statslig støtte i en stor central Public Service Fond, som alle medier (inkl. DR) vil kunne søge financiering hos - forudsat at de kan opvise en ”public service-værdi”. Nissen skriver med den velkendte ræv bag øret, men hans analyse af konsekvenserne – bl.a. at DR vil sygne ned til en markedsandel på under 10 % og i sidste ende vil blive privatiseret og opkøbt af Bonnier - er så skarp at man kan barbere sig med den.
Erik Rasmussen, chefredaktør og direktør for Mandag Morgen, forestiller sig et sensationelt comeback til dagspressen, som i 2020 helt vil have opgivet omnibus-tanken og i stedet bruge deres krudt på at være værdifuld for de mange niche-kunder. Det sker bl.a. fordi bladhusene har smidt 1 milliard kr. ud af vinduet på gratisaviser og vænnet netbrugerne til at journalistik er gratis. Dermed blev de – ifølge Erik Rasmussen - ”tvunget til en kritisk vurdering af deres kernekompetencer og reelle styrkepositioner, og i de følgende år eksperimenterede de med nye strategier.” Han fortsætter:
”Det var ud fra tre erkendelser: den første, at netmediet ikke er en forretningside i sig selv. Den anden, at mediehusene råder over en guldgrube, netmedierne ikke ejer: en stor loyal kundegruppe og et stærkst indarbejdet brand. Den tredje, at dagblade ikke nødvendigvis skal leve af at udgive dagblade.”
Og der er flere yderst læseværdige bidrag i Tilbageblik fra 2020. Områdedirektør i Det Danske Filminstitut, Claus Ladegaard fyrer op under en fornem vision om filmmediets fremtid. Journalisten og forfatteren Lars Olsen borer i den stigende polarisering mellem samfundsgrupperne i sit kapitel om danskernes mediebrug. Og Jens Thorhauge, direktør i Styrelsen for Bibliotek og Medier, leverer interessante bud på, hvad bibliotekernes rolle kan blive i den ikke så fjerne fremtid, hvor læsning er noget der først og fremmest foregår på en skærm.
Dommedagsprofetierne er som sagt aflyst, men helt renset for tekno-utopi er bogen nu ikke. Vi hører f.eks. om den såkaldte iLap, en papirtynd og elegant sammenklappelig laptop. Om det nye lynhurtige 6G-netværk, der bl.a. understøtter platformen FaceFilm. Og om den banebrydende Skyrm-teknologi, der i 2020 både har løst problemet med piratkopiering og fået aviserne til helt at opgive at udkomme på papir.
Grundtonen i Tilbageblik fra 2020 er optimistisk – og det er forfriskende - men i ny og næ er den i fare for at kamme over i ønsketænkning. Ja, det vil være skønt, hvis kvalitet bliver belønnet, hvis læserne bliver parate til at betale for journalistik på nettet, og hvis den statslige støtte til medier øges. Men faren ligger i at tro på, at den vante rute er den rette vej at gå. Som bl.a. Erik Rasmussen er inde på, kræves der nye ideer og nye strategier på alle niveauer og i alle led, hvis udviklingen skal forme sig så gunstig som bogen lægger op til.
”Ingenting er, som det var - og det har det aldrig været” som forhenværende statsminister Hilmer Baunsgaard sagde, og som Lasse Jensen citerer ham for i sit bidrag. For ni år siden, i 2002, havde vi ikke forestillet os YouTube, MySpace, Facebook, Flickr, LinkedIn eller Twitter. Ejheller kan vi forudsige hvilke nye dotcom-tjenester og medietilbud vi vil se i de næste ni år, frem mod 2020. Anker Brink Lund og hans bidragydere udpeger i stedet de områder og tendenser, der kan (og skal) påvirkes i nye retninger, hvis 2020 også skal blive et godt år i den danske medieverden.
Anker Brink Lund og Stig Andersen (red.): Tilbageblik på 2020. Bogen kan bl.a. købes her. Bogens afsluttende kapitel, hvor Anker Brink Lund samler op, kan læses i sin helhed her. I tilknytning til bogen findes webloggen www.mediefremtider.dk
Hvem bor i en ananas på havets bund, elsker krabbe-burgere og holder en snegl som husdyr?
Easy peasy - det gør selvfølgelig Svampebob Firkant, titelfiguren i den temmelig udsyrede (nogle vil sige møgirriterende) tegnefilmserie, der dagligt bliver sendt i tv på børnekanalen Nickelodeon.
Serien har kørt i snart 12 år med stor succes for Nickelodeons ejer, MTV Networks, der har haft held med at sælge den talende gule svamp til millioner af børn mellem 2 og 10 år. Ikke bare som tv-serie, men også som biograffilm, konsolspil, merchandisefigur med mere. Og ja, som Facebook-ikon.
For nylig annoncerede Svampebob Firkant (og hans folk) så, at de havde besluttet at belønne de mange fans’ loyalitet ved at præsentere en spritny special episode eksklusivt på Facebook dagen før den planlagte premiere i tv. Du milde kineser! Det er meget langt fra at være en hverdagsbegivenhed, at et højprofileret amerikansk mainstream-tv-show overlader premierevisningen til et tredjeparts website – også selv om det pågældende website i dette tilfælde har 500 millioner brugere. Derfor var der da også flere medieiagttagere, der lige pudsede brillen en ekstra gang.
Men efter at have kigget på sagen konkluderede Marshall Kirkpatrick, redaktør på ReadWriteWeb tørt, at Svampebob som Facebook-tv næppe skulle opfattes som et dristigt anslag mod den traditionelle tv-verden, men mere sandsynligt som et smart lille markedsføringstrick for at øge foromtalen og seerantallet til den kommende sæson. Det tror jeg han har helt ret i, men det er der jo heller ikke - som sådan – det fjerneste i vejen med.
6 til 8 millioner tv-seere (som ikke er usædvanligt for en Svampebob special) har en meget indlysende og kontant værdi for Nickelodeon, når det gælder om at prissætte de reklameblokke, tv-kanalen bl.a. skal leve af. Den værdi som de 16,7 mio. fans på Facebook repræsenterer, er straks noget mere fluffy.
Nickelodeons udbytte af Svampebobs fans er for det første en masse positiv (og gratis) omtale og opmærksomhed i Facebooks gigantiske ekkokammer. For det andet er det en oplagt mulighed for at udbygge og styrke relationerne mellem Svampebob-brandet og dets tilhængere, hvilket Nickelodeon da også gør, bl.a. i form af gratis onlinespil med svampen, wallpapers og den slags. For det tredje er de 16,7 mio. fans en guldgrube af data til indsigt i målgruppen og dens behov. Og alt sammen er det værdifuldt, ja, men kroner og øre, her og nu? Ikke rigtigt.
Det er ikke svært at forstå, hvis mainstream tv-selskaber tvivler på, hvor klogt det er at benytte Facebook som platform for visning af deres programmer. Vi taler ikke om kortere tv-klip og trailere. De fungerer fint som social kapital og er til glæde og gavn for alle involverede, fans såvel som tv-selskaber. Men hele programmer? Eller hele programserier? Langt de fleste tv-chefer vil formentlig prikke sig i tindingen med en pegefinger. For dem er det primært som lead-in til tv-sening - eller til on demand-sening på deres eget website - at Facebook giver mening.
For snart et halvt år siden var der dog en smule buzz omkring den britiske tv-kanal Five’s aftale med Facebook. En aftale der gik ud på at Five kunne indlejre sin egen video-on-demand player på kanalens Fb-sider for flagskibsprogrammer som f.eks The Gadget Show og bilprogrammet Fifth Gear - og på den måde tilbyde hele udsendelser til Facebook-brugere (dog kun i Storbritannien). Kigger man forbi siderne i dag er de seneste programmer fra august 2010 – og projektet forekommer helt opgivet.
Et eksempel på en helt anden approach kommer fra den amerikanske realityserie Operation Repo. Folkene bag serien - pt. 263.000 fans på Facebook - har proklameret, at hvis det antal kan bankes op til en halv million i indeværende sæson (der slutter i april), vil der blive produceret en bonus-episode kun til Facebook.
Vær vis på, at der kommer flere eksempler på kreative transmedia-tiltag mellem tv og Facebook. Men tv-selskabernes hovedformål med at benytte den sociale platform vil indtil videre stadig være det samme, nemlig markedsføring af deres programmer. Rigtig interessant bliver det først den dag, nogen tør udfordre det formål og gøre noget helt nyt.
Scenen er et auditorium i Guggenheim-museet i New York. Klokken er 11 om formiddagen, onsdag 2. februar 2011. En ældre herre i mørkegråt jakkesæt er netop gået på podiet for at tale til de fremmødte journalister.
”Godmorgen, jeg hedder Rupert Murdoch og jeg vil gerne byde jer velkommen til denne dag, hvor vi lancerer The Daily.”
The Daily, som den snart firsårige multimilliardær og mediemagnat taler om, er det produkt, som han og hans medieselskab NewsCorp har udviklet sammen med Apple i dybeste hemmelighed det sidste halve år. Et produkt, som mediefolk over hele verden har ventet i spænding på at få at se, og som mange håber, vil kunne anvise en farbar vej ud af den generelle krise i mediebranchen.
The Daily er et digital betalings-avis, skabt og udviklet specielt til Apples iPad. Den udkommer - som navnet antyder - dagligt med op til 100 siders nyheder, sport, gossip, debat, kultur og spil. The Daily kan kun købes i abonnement via iTunes’ App Store: en uge koster $0,99 (ca. 5 kr.), for et år $39,99 (ca. 217 kr.)
Murdoch og NewsCorp har postet 30 mio. dollars i udviklingen af The Daily, og det anslås at driftsomkostningerne vil ligge på ½ million dollars om ugen. Selv om der også kommer indtægter fra annoncer, skal der altså langes en del abonnementer over disken før The Daily kan løbe rundt. Men Murdoch synes ikke bekymret – han kigger på en målgruppe, der bare vokser og vokser, efterhånden som iPads (og snart også andre typer af tablets) vinder udbredelse.
Meget af forhåndsinteressen for The Daily har drejet sig om, hvorvidt udviklerne ville være i stand til at udnytte det interaktive potentiale i iPad’en - eller om den bare ville være (endnu) en avis på en skærm. Men The Daily er udrustet med HD video, audio, interaktiv grafik, 360 graders foto og en temmelig blæret bladre-rundt-funktion. Dertil kommer at det er muligt at dele artikler på Facebook og Twitter, samt at kommentere dem såvel mundtligt som skrift. Se videoen herunder for en lille demo:
Det er ikke muligt at finde The Dailys nyheder eller artikler på websitet www.thedaily.com. Her er ingen navigation, søgefelt eller links til indholdet. Meningen er klar som blæk: The Daily skal læses på iPad. Til gengæld kan The Daily-artikler som bliver delt via sociale medier sagtens læses i en browser – og Jon Lund har på Twitter peget på dette lille google-hack, der åbner op for gratis læsning af i hvert fald en del af artiklerne.
Tilbage i auditoriet på Guggenheim er der gået en lille time. Rupert Murdoch, Eddie Cue (fra Apple) og The Daily-redaktørerne Jesse Angelo og John Kilpatrick har svaret på spørgsmål fra salen og pressemødet rundes af. Få minutter efter, kl. 12:00 kan The Daily købes på iTunes.
Under skrivningen af dette indlæg blev jeg opmærksom på at fagbladet Journalisten netop har publiceret en lang og glimrende artikel om The Daily. Jeg kan varmt anbefale at du tjekker den ud.
Recent Comments